Blodet silede fra venstre knæ efter Willie Smit styrtede på 14. etape.

Men den 26-årige Team Katusha-Alpecin rytter trak sig ikke fra årets Vuelta a España. Heller ikke efter at have været en tur på hospitalet for at få 16 sting.

I stedet satte han sig op på sin cykel og stillede til start ved etape 15. Og i en tråd på Twitter fortæller han nu hvorfor.

'Det var morgenen efter 14. etape efter et kæmpe styrt dagen inden. For at gøre en lang historie kort trillede jeg til start dagen efter med 16 sting i venstre knæ,' starter han det første opslag.

'I den neutrale zone kom Steve Morabito op til mig og spurgte hvorfor. Andre ville være taget hjem,' skriver Willie Smit i sit første opslag.

Og årsagen til at han ikke gav op skal findes i nogle hårde tider fra barndommen. For her var han ude for nogle særdeles frygtelige oplevelser, der har sat sig i ham - på både godt og ondt.

'Jeg var syv år gammel, da jeg for første gang så en mand tæske min mor. Lige meget hvor dårligt vores liv var, er der én ting, der har sat sig i min erinding for evigt. Hun blev tæsket mange gange, men ikke én gang begyndte hun at skrige, græde eller løbe som en kujon. Det er min motivation,' skriver Willie Smit.

Kort tid efter døde hans far. Han var i Afghanistan, hvor han arbejdede med at løfte landminer og beskytte folk på vejene.

'På vores bryllupsnat fortalte jeg min kone, at jeg aldrig bliver den mand, min far var. Men de har været gode forbilleder i forhold til ikke at være en kujon,' slutter Willie Smit, der takker sine forældre.

Kort tid efter han var blevet syet i knæet, skrev han, at han håbede, han ville være i stand til at gennemføre cykelløbet, ligesom han delte et billede af sit knæ, efter det var blevet lappet sammen.

Og Willie Smit gjorde, som han havde besluttet sig for.

Han kørte Vueltaen færdig, og han sluttede som nummer 118.