Bradley Wiggins har nu prøvet forklare, hvorfor han har brugt en astmamiddel, der også start på dopinglisten.

Wiggins slås for sit eftermæle som cykelrytter. Englænderen som vandt Tour de France i 2012 har fået afsløret sin dispensation til at bruge medicin, der står på dopinglisten, af den russiske hackergruppe Fancy Bears.

Flere ryttere har efter afsløringen af Wiggins' dispensation til at bruge triamcinolone stillet spørgsmålstegn ved den tidligere Tour-vinder. Hollænderen Tom Dumoulin, som tidligere har haft intense dueller med Wiggins ved VM i enkeltstart, har sagt, at dopingdispensationen 'stinker', og senest har den franske Tour-toer Romain Bardet udtalt, at reglerne er for løse, og kaldt Wiggins' indsprøjtninger 'forbløffende'.

I et stort interview med The Guardian har den snart pensionerede tidligere Tour-vinder forsøgt at forklare sig. Han er blevet spurgt, om han kan forstå, hvis der er nogen, som synes, at hans indsprøjtninger var 'uetiske'.

»Hvis man kendte til hele konteksten og vedkommende rytters historie, så kunne jeg på papiret måske forstå det, især på grund af den måde, som der blevet skrevet om det. Noget af det har været sensationelt, noget af det har været meget personligt. Og med den måde, som cykling er i dag, så ja. På grund af fortiden skal der ikke så meget til i cykling, så jeg kan godt forstå det,« siger Wiggins i interviewet.

Her fastslår han dog også, at han gennem mange år har haft problemer med pollenallergi, og at det er den egentlige årsag til, at han i tre omgange har måttet have dispensation, en såkaldt TUE, til den ellers forbudte medicin. Han siger i interviewet, at hans problemer med pollenallergien, som udløser irritationer i øjnene, løbende næse og altså også problemer med luftvejene, stammer helt tilbage fra hans tid som juniorrytter, og at han normalt kontrollerer det med håndskøbsmedicin. Men den første gang, hvor han virkelig oplevede problemer med det, var under Giro d'Italia i 2003, som han endte med at udgå fra, fordi han kom i mål uden for tidsgrænsen.

Op igennem 00'erne fik han dispensation til at bruge forskellige inhalatorer for at kunne konkurrere på trods af sin allergi.

Han har ikke tidligere fortalt om sin allergi, fordi han var fuldstændig paranoid i forhold til at blive beskyldt for at bruge det som undskyldning for dårlige præstationer.

Wiggins afviser samtidig, at medicinen udelukkende har været præstationsfremmende. Tværtimod mener han, at indsprøjtningerne i nogle tilfælde også kan have været præstationsnedsættende.

»Her tænker jeg på Touren i 2011. Dengang tror jeg, at det virkede præstationsnedsættende. Jeg havde sultet mig selv og kørt syv timer lange ture for at gå ned i vægt, jeg var allerede på grænsen, og ved at tage det her, så kurerede jeg måske et problem (allergisymptomerne, red.) og skabte et andet.«

I interviewet afviser Wiggins påny, at den belgiske læge Geert Leinders, som tidligere har været en del af Rabobanks dopingprogram, på nogen måde har været indblandet i Wiggins dispensation til tage stoffet.

På spørgsmålet om han kan se, at der er tale om en gråzone med triamcinolone-præparatet, svarer Wiggins afvisende.

»Jeg forsøger på at forstå, hvorfor folk ser sådan på det. Fra min side ser det sådan ud: Jeg har medicinsk opbakning til stoppe det problem, som jeg havde, og denne her behandling, var den bedste måde, at jeg kunne gøre det på.«