Fronterne er trukket op blandt favoritterne efter dramaet fredag inden det afgørende bjergslag i Vueltaen.

Der er varmt i Spanien, men alligevel skal årets Vuelta a España afgøres omgivet af kold luft mellem duellanterne til tronen.

På fredagens 19. etape røg førende Primoz Roglic og Miguel Ángel López i den hvide ungdomstrøje ned i et styrt, hvorefter Movistar-holdet satte sig frem og trykkede gaspedalen i bund i feltet.

Et solidt brud på de uskrevne regler om, at man ikke angriber, når løbets førende rytter er ramt af uheld. Men Movistar hævdede, at man blot fulgte den taktik om at angribe på præcis det sted, holdet havde aftalt inden etapen.

Movistar-stjernerne Alejandro Valverde og Nairo Quintana ligger nummer to og tre i stillingen, og beslutningen om at forcere tempoet kraftigt efter styrtet faldt ikke i god jord hos mange af feltets øvrige ryttere.

- Jeg hørte godt i radioen, at de (Movistar, red.) kørte. Én ting er, at når der er sidevind, at alle hold så skal sidde fremme. Så på den måde er det egentlig fair.

- Men decideret at køre allout, når ens konkurrenter styrter - det er ikke en særlig gentlemanagtig måde at vinde et cykelløb på, sagde Sunweb-danskeren Casper Pedersen efter etapen til TV2 Sport.

Også den irske sprinter Sam Bennett udtrykte sin kritik af det spanske hold.

- Det var ikke pænt. Det var ikke i orden, lød det fra den dobbelte etapevinder i løbet.

Selv ønskede Primoz Roglic ikke at kommentere episoden efter etapen, men der er ingen tvivl om, at Movistar ikke steg i agtelse hos ham med manøvren på etapen.

I første omgang var Movistars sportsdirektør, Jose Luis Arrieta, rasende over, at arrangørerne bevidst gav læ bag biler til de styrtede ryttere for at få dem tilbage i feltet.

Men efterfølgende fik piben en mere forsonende lyd på holdets Twitter-profil - måske afledt af kritikken fra mange andre ryttere.

- Movistar vil gerne undskylde for de hændelser, der skete i løbet af dagens Vuelta-etape. Vores fremgangsmåde fulgte fuldstændig den strategi, vi havde lagt før løbet og var på ingen måde for at drage fordel af vores rivalers styrt, skriver holdet på Twitter.

- Vi håber, at hændelser, som de der skete i Vueltaen i dag, kan hjælpe os med - til fordel for alle - at opnå et entydigt sæt af kriterier for både hold og løbskommissærer om, hvordan vi skal fortsætte, når sådanne situationer opstår.

De kriterier er ikke på plads inden lørdagens afgørende bjergslag forud for søndagens paradeetape til Madrid.

Derimod er der kommet god næring til rivaliseringen i toppen af klassementet, hvor Valverde og Quintana får en sidste chance for at hente de små tre minutter, som kan flå førertrøjen af Roglic.

/ritzau/