Den amerikanske veteran Chris Horner havde sat næsen op efter at score kassen på sin sejr i Vuelta España, men telefonen har været larmende tavs.

Pengene sidder ikke så løst som de har gjort i cykelsporten. Det vil Chris Horner kunne skrive under på, for den 42-årige rytter fra Radioshack-trek står stadig uden en kontrakt for 2014 og det var ikke et scenario, han havde forestillet to måneder siden.

Tværtimod forventede Horner efter sin sensationelt overraskende sejr i Vuelta España at have sikret sin fremtid med en kæmpekontrakt.

- Jeg synes du er 1,5 mio euro værd, hvis du har vundet en Grand Tour (et af sæsonens tre store etapeløb, red.), siger Horner i et interview med Velonews.

Den markedsværdi er stadig gældende - og mere til - for ryttere som Alberto Contador, Vincenzo Nibali og Cadel Evans. Men for en aldrende amerikaner, har det været svært  at omsætte succesen til kolde kontanter. Og Horner har da også justeret forventningerne.

- Alle ved nu, at prisen er faldet. Jeg er ikke ude og forlange 1,5 mio. euro (11 mio. kr., red.). Min agent er på udkig efter 750.000 euro (5,6 mio. kr. red). Hvis vi kan finde et hold med et program, vi kan lide, så er det fint. Og hvis vi bliver nødt til at tage mindre - på et eller andet tidspunkt kan han blive nødt til at sende emails til holdene med et "giv os et tilbud", så er det bare sådan, det er, siger Chris Horner, der sagtens kan se galgenhumoristisk på sin uafklarede fremtid.

- Hvem ved, måske skal jeg tage arbejde i en 7-Eleven. Jeg er også over 40, så måske kan jeg tage tilbage og kører løb i veteranklassen, lyder det.

Chris Horner havde egentlig en aftale på plads med F1-stjernen Fernando Alonso. Men da den spanske racerkører ikke fik sat sit planlagte cykelhold på skinner for 2014, måtte Horner sadle om sidst i september på et marked, som gik mere og mere i gråt.

Lukningen af det spanske hold Euskaltel og hollandske Vacansoleil betød, at ingen hold fra cykelsportens superliga, den såkaldte World Tour, var pressede til at gå ud og investere i de ranglistepoint, Horner har med i bagagen.

Samtidig er det en uudtalt hemmelighed, at Chris Horners kørsel i Vueltaen efter flere måneders skadesfravær, er blevet set på med skepsis både af publikum og internt i cykelmiljøet. Derfor reagerede Horner også ved at offentliggøre sine blodværdier fra sit sejrsrige ridt i Vueltaen, selv om det i virkeligheden bare fik debatten til at blusse yderligere op.

Med sine 42 somre er Horner den ældste vinder af et tre ugers etapeløb nogensinde og han slog navne som Joaquin Rodriguez, Alejandro Valverde og Vincenzo Nibali på vej mod sit livs stjernestund i september.