Den spanske grand tour, Vuelta a España, starter i hollandske Utrecht i 2022, bekræfter løbets arrangør.

Vuelta a España starter næste år med tre etaper omkring den hollandske by Utrecht.

Det meddeler løbets arrangør mandag eftermiddag.

Utrecht var allerede i 2020 udset til at være vært for Vuelta-starten, men coronapandemien kom i vejen.

- De ekstra måneders venten har ikke ændret på vores lyst til at samarbejde. Det bliver en historisk start, der markerer en milepæl for spansk og hollandsk cykling, siger Vuelta-direktør Javier Guillen til løbets hjemmeside.

1. etape bliver en enkeltstart i Utrecht 19. august. Dagen efter er Utrecht målby for 2. etape, og 3. etape bliver med mål i byen Breda, oplyser arrangørerne på deres hjemmeside.

Det er fjerde gang, at Vueltaen starter i udlandet. I 2009 blev løbets første tre etaper også afviklet i Holland - dengang i byerne Assen, Emmen og Venlo.

I 1997 startede løbet i portugisiske Lissabon og i 2017 var franske Nimes vært for de første etaper.

Slovenske Primoz Roglic vandt for godt en uge siden sin tredje samlede sejr i Vueltaen i træk. Danske Magnus Cort brillerede også i årets løb med tre etapesejre.

/ritzau/