Niki Terpstra (Direct Energie) er blevet kørt på hospitalet efter et voldsomt styrt i Flandern Rundt.

Sidste års vinder af Flandern Rundt, Niki Terpstra, får ikke mulighed for at genvinde løbet.

Med 156 kilometer tilbage af løbet var den hollandske rytter involveret i et voldsomt styrt, og han er efterfølgende blevet kørt på hospitalet.

Det skriver hans hold, Direct Energie, på Twitter.

Efter styrtet blev Terpstra liggende på asfalten og så meget omtåget ud. Cofidis-rytteren Christophe Laporte, der også var involveret i styrtet, kaldte straks på lægehjælp til hollænderen.

Hollænderen lader dog til at være ved godt mod efter styrtet. I en kort video på Instagram leverer Terpstra den ikoniske linje som sagt af Arnold Schwarzeneggers karakter i filmen "Terminator".

- I'll be back (jeg vender tilbage, red.).

I alt var omkring fem ryttere i asfalten i forbindelse med styrtet, hvor Niki Terpstra røg i asfalten.

/ritzau/