Cykelrytteren Fabio Jakobsen var involveret i et grimt styrt ved målstregen på 1. etape af Polen Rundt, som er det første World Tour-etapeløb efter coronapausen.

Den hollandske mester fra Quick-Step deltog i en intens spurtduel med Dylan Groenewegen (Jumbo-Visma) og endte ude i barrieren.

Flere personer styrtede voldsomt, og værst gik det ud over Fabio Jakobsen, der kom op at ride på en barriere og stødte hårdt ind i en løbskommissær, der stod på den anden side af barrieren ved målstregen.

Der florerer lige nu mange videoer og billeder på sociale medier af det voldsomme styrt under Polen Rundt. B.T. er også i besiddelse af en video, men vi har valgt ikke at bringe den, så længe der er tvivl om tilstanden hos de implicerede.

Fabio Jakobsen ved en tidligere sejr.
Fabio Jakobsen ved en tidligere sejr. Foto: JOSE JORDAN
Vis mere

Groenewegen svingede ud af sin bane og var medvirkende til, at Jakobsen ikke havde plads til at køre lige ud. Groenewegen kom først over stregen, men han er blevet frataget sejren. Fabio Jakobsen står noteret som vinder.

Deceuninck-Quick Step har meldt ud, at Fabio Jakobsen netop nu bliver behandlet af læger. Cykelsiden The Inner Ring skriver, at løbslederen Czeslaw Lang siger, en ambulancehelikopter er på vej.

Polske TVP Sport skriver – og dette er uofficelle informationer, hvilket de selv deklarerer for – at Fabio Jakobsen er i koma, har fået muskelafslappende medicin, og hans tilstand betegnes som alvorlig.

Det forlyder, at løbskommissæren er okay. Der florerer billeder af ham på Twitter ved bevidsthed i færd med at få en halskrave på.

Movistar-rytteren Edu Prades var impliceret i styrtet, og hans hold skriver på Twitter, at han skal undersøges på hospitalet, da han har slået ryggen.

Jakobsens holdkammerat Florian Senechal-Staelens skrev tidligere på Twitter, at han var den første henne ved Jakobsen for at hjælpe ved at holde hans hoved. Han delte et billede af sine blodige handsker, men har siden slettet det.

UAEs Jasper Philipsen efter styrtet på 1. etape.
UAEs Jasper Philipsen efter styrtet på 1. etape. Foto: ANDRZEJ GRYGIEL
Vis mere

Quick Step-ejer, Patrick Lefevere, er rasende på Twitter og vil have Dylan Groenewegen i fængsel, da han mener, hollænderen ikke viser nogen hensyn i spurten.

'De skal smide den Jumbo-Visma-fyr i fængsel. Jeg vil gå i retten, de her handlinger hører ikke til i cykling. Det er kriminelt, hr. Groenewegen,' skriver Patrick Lefevere.

Verdensmester Mads Pedersen (Trek) prøvede lykken og kørte med i spurten, men var ikke i nærheden af at køre med om topplaceringerne.

Han var heller ikke involveret i styrtet, skriver Trek.

'Der var et uhyggeligt styrt ved målstregen. Vi var ikke involveret, og vi håber, at alle, som styrtede, har det godt,' skriver Trek i et opslag på Twitter.

Polen Rundt køres over fem etaper og slutter på søndag.

Foruden Mads Pedersen er de danske ryttere Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma), Jesper Hansen (Cofidis), Jakob Fuglsang og Jonas Gregaard (Astana) samt Casper Pedersen (Sunweb) med i løbet.