Verdensmesterskabet i landevejscykling kan udvikle sig til et sammensurium af taktiske interessekonflikter og med uigennemsigtige alliancer på tværs af nationale skel.

Man iscensætter 266 kilometers væddeløb på to hjul. Smider 210 ryttere fra 45 nationer i et tætpakket og broget felt. Med vidt forskellige forudsætninger. Lige fra verdensetteren Philippe Gilbert som alfa-han på et talstærkt belgisk mandskab til en græsk enmandshær i fyraftensamatøren Ioannis Tamouridis.

Det kan umiddelbart ligne en stor og svært overskuelig rodekasse. Og sikkert er det, at de mange nationaliteter og tungemål, sagtens kan få VM-feltet til at tangere oldtidsbyen Babylon. Her blev menneskene som straf for et hovmodigt forsøg på at bygge et himmelstræbende tårn udstyret med hver sit sprog, så der blev sat en effektiv stopper for videre samarbejde.

Et verdensmesterskab i landevejscykling er ikke et enten eller, men et både og. Her kan der opstå samarbejde på tværs af nationale interesser, fordi mange af rytterne til daglig kører på samme professionelle firmahold og som sådan er nære kolleger. Hvis ikke man støder på en sulten og opportunistisk lykkeridder i VM-feltet, der er på udkig efter en arbejdsgiver.

- Den klassiske historie er nok den om en mere eller mindre tilfældig russer, som er på jagt efter en kontrakt med et italiensk hold og som derfor viser sig let at overtale til et samarbejde under et VM-løb, siger Jørgen Marcussen, der vandt bronze ved VM i Vesttyskland i 1978.

Historien kan opvise flere eksempler på, at ryttere har lavet et stort og uegennyttigt arbejde og siden kapitaliseret på det.

Ved VM i Lugano i 1996 kom et udbrud afsted med den schweiziske hjemmefavorit Mauro Gianetti og den belgiske klassikerhaj Johan Museeuw.
Med i flokken var også en aldeles upåagtet schweizer i Oscar Camenzind, der arbejdede som en hest for at optimere landsmand Gianettis chancer.

Men Camenzind bidrog i høj grad også til, at Johan Museeuw vandt VM det år, fordi schweizeren med sine dunderføringer havde været en stærkt medvirkende årsag til at holde forfølgerne stangen imod meget svære odds.

Oscar Camenzind skiftede sæsonen efter til Johan Museeuws både økonomisk og sportsligt magtfulde Mapei-mandskab.
Utvivlsomt som en anerkendelse af det arbejde, han havde udført ved VM i Lugano. Og det tidligere postbud fik dermed leveret sit bidrag til myten om VM som et sammensurium af interessekonflikter.

I 1994 udstillede alle tiders måske stærkeste danske landshold, hvordan personlige ambitioner og rivalisering kan være en destruktiv kraft for et rødt-hvidt kollektiv.

Rolf Sørensen lignede en verdensmester med under halvanden kilometer til mål, inden han blev hentet af blandt andre Luc Leblanc, der vandt VM.


Men bagude havde en yderst velkørende Bjarne Riis forgæves appelleret landsmand Rolf Sørensen om assistance frem mod afslutningen. 


Og et svært belastet ord som »landsforrædder« lå efterfølgende Riis snublende tæt på tungen, hvis man skal tro de rapporter, danske medier sendte hjem fra den italienske ferie-idyl den sommer.

- Jeg beder Rolf give en hånd, fordi vi er enige om at køre dansk, men han siger, han ikke vil, fordi han selv er godt kørende. Hva’ faen, det er vi ved at være vant til, knurrede en indebrændt desillusioneret Bjarne Riis efter at være rullet i mål som nummer ni, mens en udkogt Rolf Sørensen blev sekser.

- De kørte imod hinanden i en grad, vi aldrig har set før eller siden, siger DCU-sportschef Jesper Worre, som dengang sad i følgebilen.

Kommandovejene er blevet mere snorlige på de nationale mandskaber.

Selv hos italienerne, der ellers har bidraget med operetteagtige excesser, indtil det hele faldt i hak med azurblå muskerterånd, da supersprinteren Mario Cipollini vandt i Belgien i 2002.

- Min oplevelse af at køre VM har været, at der har været en stærk landsholdsstemning. Det har været fedt at få VM-truppen samlet og mærke sammenholdet vokse dag for dag, siger Rolf Sørensen, som vandt olympisk sølv i 1996 i Atlanta efter et flot og homogent holdarbejde af det danske landshold.