Mikkel Honoré er færdig for i år efter at have pådraget sig en skade i søndagens VM-cykelløb.

Mikkel Honoré kommer ikke til at køre flere cykelløb i 2021.

Den danske Quick-Step-rytter styrtede i søndagens linjeløb ved VM i landevejscykling og pådrog sig i den forbindelse en skade i højre håndled, der holder ham ude resten af året.

Det skriver Quick-Step på sin hjemmeside.

Honoré har været tilknyttet det belgiske hold siden 2018. I år har han med en række flotte resultater i store løb fået sit store gennembrud.

I marts vandt han en etape i det italienske etapeløb Coppi e Bartali, og kun cirka to uger senere blev det også til en etapesejr i World Tour-løbet Baskerlandet Rundt.

Derudover er han noteret for en række topplaceringer i endagsløb, herunder en tredjeplads i Clasica San Sebastian.

Ved VM var Honoré en del af et - på papiret - særdeles stærkt mandskab, men styrt endte med at sende både Honoré, Mads Pedersen og Andreas Kron ud af løbet, hvor Michael Valgren trods sine manglende holdkammerater tog en bronzemedalje.

/ritzau/