Det danske landshold i cykling smuldrer inden VM i Australien om bare to uger.

DSM-stjernen Søren Kragh Andersen har onsdag morgen trukket sig fra ottemandstruppen.

Det sker, da den dobbelte Tour-etapevinder igen døjer med et siddesår, meddeler chefandstræner Anders Lund:

»Søren Kragh Andersen har været nødt til at trække sig fra VM med et slemt siddesår. Det er selvfølgelig en betragtelig streg i regningen,« siger han og fortsætter:

Søren Kragh Andersen under sin anden Tour-sejr i 2020. Der bliver ikke noget jubel under VM i Australien.
Søren Kragh Andersen under sin anden Tour-sejr i 2020. Der bliver ikke noget jubel under VM i Australien. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

»Men jeg synes, at vi med Anthon Charmig som ny ottendemand i truppen stadig stiller med et rigtig stærkt hold.«

Det bliver altså den 24-årige aarhusianer Anthon Charmig (Uno-X Pro Cycling Team), der skal lukke det store hul i VM-truppen efter Søren Kragh Andersen.

DSM-rytteren var også udtaget til VM i enkeltstart – her tager Magnus Cort den ledige plads, mens Mikkel Honoré bliver ny tredjemand i holdtidskørslen, der både består af kvinder og mænd.

Den uheldige skade til Søren Kragh Andersen kommer i slipstrømmen på flere andre afbud. Jonas Vingegaard og Mads Pedersen har ikke ønsket at stille op til VM.

Landevejsløbet i den australske by Wollongong bliver kørt søndag den 25. september.

Den danske VM-trup til linjeløbet:

  • Mattias Skjelmose Jensen (Trek – Segafredo)
  • Jakob Fuglsang (Israel - Premier Tech)
  • Magnus Cort Nielsen (EF Education-EasyPost)
  • Alexander Kamp (Trek – Segafredo)
  • Michael Mørkøv (Quick-Step Alpha Vinyl Team)
  • Mikkel Honoré (Quick-Step Alpha Vinyl Team)
  • Mikkel Bjerg (UAE Team Emirates)
  • Anthon Charmig (Uno-X Pro Cycling Team)