Danmark er blevet et cykelløb fattigere.

Mandag meddelte folkene bag endagsløbet GP Himmerland Rundt, at der ikke kommer flere udgaver af løbet.

»Det er vemodigt, at vi må lukke nu. Men det er bedre at stoppe end at geare ned,« siger en af initiativtagerne bag cykelløbet, Mogens Kristensen, der, når han ikke arbejder med cykelløb, driver vinforretningen Skjold Burne i Aars med sin kone Annette.

Han var med i 2011, da det første løb blev afviklet og har nu fulgt det helt til dørs.

10 udgaver blev det til med bare en aflysning i 2020 på grund af corona. Og ifølge Mogens Kristensen er det også synderen, der i sidste ende fik skovlen under løbet.

»Vi snakkede om det efter 2021-udgaven, at det nok gik den vej. De administrative opgaver er forøget, og det var svært at finde sponsorer på grund af corona. Verden er ikke den samme, som i 2011,« siger han.

Nu står Mogens Kristensen så med godt og vel 10 års dansk cykelhistorie bag sig, hvor han har været med til at danne rammerne for talentudviklingen i Danmark.

For der er flere store navne, der har trampet i pedalerne på de himmerlandske veje, inden de for alvor er trådt op på den helt store scene. Heriblandt en senere verdensmester og sidste års toer i Tour de France.

Ryttere fra Riwal til Himmerland Rundt i 2013. Mogens Kristensen var selv med til at starte holdet op i 2008.
Ryttere fra Riwal til Himmerland Rundt i 2013. Mogens Kristensen var selv med til at starte holdet op i 2008. Foto: Preben Madsen
Vis mere

»Det har været en fantastisk rejse. Vi har haft morgendagens stjerner til at køre. Magnus Cort, Jonas Vingegaard, Søren Kragh og Mads P har alle kørt her, før de for er slået i gennem,« siger Mogens Kristensen.

Han husker særligt løbet i 2016, hvor Jonas Gregaard, der siden skrev kontrakt med Astana, vandt.

»Det er måske ikke det største, men det er det mest vanvittige løb. Det startede i solskin og sluttede i frostgrader og sne. Bare 26 ud af 182 startende fuldførte. Det løb havde det hele,« siger Mogens Kristensen.

Siden det mandag blev offentliggjort, at GP Himmerland Rundt lukkes ned, har han fået mange varme beskeder med på vejen.

»Det er helt vildt. Min telefon har været lagt ned og folk skriver på Facebook, Messenger, mail og så videre. De skriver allesammen tak for indsatsen. Det er jeg stolt over. Alle vil jo gerne anerkendes,« siger Mogens Kristensen, der har lagt mange timer i cykelløbet. Omkring 1.000 timer om året, vurderer han.

Nu er det så endegyldigt slut med en aktiv rolle i cykelsporten for den 61-årige cykelentusiast, der foruden at være løbsarrangør også var med til at starte det danske cykelhold Team Concordia i 2008, som i dag er blevet til Riwal Cycling Team.

»Nu vil jeg nyde cykelsporten som tilskuer. Jeg tænder for Tour de France, og jeg kunne nok også finde på at tage til Paris-Roubaix,« siger han, selvom han ærgrer sig over, at der ikke var flere år i endagsløbet i Himmerland.

»Alting har en ende, og enden var her. Jeg ville gerne have fortsat, hvis det kunne lade sig gøre.«