Jonas Vingegaard står over for en af karrierens vildeste opgaver, når han skal forsøge at generobre Tour de France-tronen til sommer.
Hans evige rival, Tadej Pogacar, har aldrig virket stærkere, end han er lige nu, og derfor kræver det helt særlige metoder og en på mange måder ekstrem forberedelse for at blive klar til verdens største cykelløb.
Den vilde livsstil er også noget, der betyder mange, lange perioder væk fra familien.
Og faktisk kommer den dobbelte Tour-vinder ikke tilbage til Danmark, før Tour de France er overstået sidst i juli.
»Fra da jeg forlod Danmark i slutningen af april for at køre nogle af Tour-etaperne med Grischa (Niermann, sportsdirektør Visma-Lease a Bike, red.), er jeg ikke tilbage i Danmark,« fortæller Jonas Vingegaard på et digitalt pressemøde fra spanske Sierra Nevada.
»Det er ikke for at tale dårligt om Danmark, men der er ingen bjerge, så selvfølgelig er den bedste forberedelse her sydpå. Det er også varmt her, hvilket er godt. Både terrænet og vejret her er bedre.«
Selvom den 28-årige Tour-bejler er væk fra Danmark i rundt regnet tre måneder, betyder det dog ikke, at han skal undvære familien helt.
Datteren Frida og hustruen Trine har været en stor del af Vingegaards rejsecirkus som cykelrytter, og det er også tilfældet op til Touren her i foråret.
I september blev familien udvidet med en søn, Hugo, og derfor bliver det nu en familie på fire, der samles.
»For mig handler det om at være sammen med min familie, og det er ikke sådan, at jeg ikke ser dem i tre måneder. Sådan vil det aldrig være.«
Jonas Vingegaard har et løb på programmet inden Tour de France – franske Critérium du Dauphiné fra 8-15. juni.
Og det er netop der omkring, familien kommer på besøg.
»De kommer ned til mig, og så er vi sammen inden Dauphiné. Efter Dauphiné og indtil Touren vil de også være der, så vi har den tid sammen.«
Tour de France starter 5. juli i Lille.