Når man er superstjerne som Jonas Vingegaard, følger der helt særlige privilegier med.

Det ene mærkede han i forbindelse med Giro d'Italia, der er et kæmpe mål for danskeren.

Visma-rytteren blev nemlig fragtet til starten i Bulgarien i eget privatfly.

Det afslører Marc Reef, der er sportsdirektør på Visma-Lease a Bike, til Feltet.

»Vi har investeret så meget i forberedelserne (til Giroen, red.), at det også er vigtigt for ham at komme hertil på den bedst mulige måde (...) Sundhedsmæssigt er der en stor risiko for at blive syg på flyet.«

Det har også været hele det logistiske kaos i at rejse til Bulgarien, der har fået holdet til at punge ud og booke den private flyvning.

Jonas Vingegaard kører Giro d'Italia for første gang i karrieren.
Jonas Vingegaard kører Giro d'Italia for første gang i karrieren. Foto: Luca Bettini/AFP/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard tog flyet til byen Burgas, der lå i nærheden af Giro-starten, der gik i fredags fra Nessebar. Og det er på ingen måde alle ryttere, der har fået sig den luksus.

Langt de fleste har måttet mellemlande og været ude på bøvlede rejser med lang transport for at komme til starten på årets første grand tour.

Mandag er der hviledag i Giroen, og tirsdag skal feltet ud på fjerde etape, som du kan følge live på bt.dk.

Efter 3 etaper ligger Jonas Vingegaard nummer 19, 10 sekunder efter den lyserøde trøje, der sidder på skuldrene af Guillermo Silva.