Jonas Vingegaards smil var ikke til at tage fejl.

For da den danske cykelstjerne lørdag formiddag rullede afsted mod startområdet ved til dagens Paris-Nice-etape, var det tydeligt, at der var sket noget i løbet af det seneste døgn, der havde gjort den 26-årige dansker lykkelig.

Fredag aften fik han nemlig besøg af sin lille familie, kæresten Trine og datteren Frida, da de mange holdbusser ankom til Nice.

Det fortalte Jumbo-Visma-stjernen til B.T. og resten af den fremmødte presse:

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

»Ja, de er allerede hernede. Jeg har sagt hej til dem og lige givet dem et kram og kys, så det er dejligt.«

Hvordan var det at se din datter igen?

»Det var fantastisk og dejligt. Hun kom løbende i mine arme, så det er bare det bedste, der kan ske. Det giver også noget ekstra motivation til at vinde.«

Jonas Vingegaard fortalte tidligere på ugen, at familien planlagde at rejse til Frankrig for at følge ham i det prestigefyldte løb. Noget, der altså nu kommer til at foregå i området omkring Nice, hvor løbet afgøres søndag.

Den danske cykelstjerne har ikke set familien, siden han for to uger siden måtte haste hjem til dem en aften, mens han var i Spanien for at køre O Gran Camino, som han i øvrigt vandt.

Jonas Vingegaard har dog ikke ønsket at fortælle, hvorfor han for få uger siden var nødt til at rejse hjem.

Søndag afgøres Paris-Nice, og du kan følge sidste etape live her på bt.dk.