Jumbo-Vismas Dylan van Baarle var en klasse over konkurrenterne, da han vandt Omloop Het Nieuwsblad.

Dylan van Baarle, der er holdkammerat med Jonas Vingegaard hos Jumbo-Visma, triumferede lørdag i forårets første store klassiker, Omloop Het Nieuwsblad.

Paris-Roubaix-vinderen fra 2022 kørte de sidste 16 kilometer solo og hentede på suveræn vis karrierens syvende professionelle sejr.

Stortalentet Arnaud De Lie (Lotto) spurtede sig til andenpladsen i en større gruppe foran Christophe Laporte (Jumbo-Visma).

Danske Mathias Norsgaard (Movistar) var med i løbets tidlige udbrud og fik sammen med seks konkurrenter knap 150 af de 207 kilometer fra Gent til Ninove i spidsen af klassikeren.

Den 25-årige dansker og følgesvendene havde en overgang over otte minutter ned til feltet og holdt blandt andet en forfølgergruppe på afstand, inden de efter arbejde af blandt andre Casper Pedersen (Quick-Step) blev kørt stille og roligt ind.

Norsgaard og to andre standhaftige udbrydere kom akkurat først over brostensstigningen Molenberg, inden de med 40 kilometer til målstregen fik selskab af et reduceret felt.

Den unge franskmand Mathis Le Berre (Arkea Samsic) fra udbruddet kom herefter afsted i en mindre gruppe, hvor Dylan van Baarle viste sig som den mest langtidsholdbare.

Den 30-årige hollænder sled sig alene først over sidste brostensstigning, Bosberg, og derfra øgede han kun til forfølgerne på løbets sidste ti kilometer.

En profilfyldt gruppe af forfølgere med blandt andre Arnaud De Lie og Christophe Laporte blev hentet kort før målstregen, men duoen havde kræfter nok til alligevel at tage pladserne lige efter van Baarle i spurten.

Søndag venter endnu et stort løb i Belgien. Kuurne-Bruxelles-Kuurne forventes at have deltagelse af mange af de samme danske ryttere som Omloop Het Nieuwsblad.

/ritzau/