Afbud, afbud, afbud.

Glyngøres verdensstjerne Jonas Vingegaard har siden U/23-årene konsekvent sagt nej til det danske cykellandshold.

Den benhårde prioritering har kastet en Tour de France-sejr af sig, men samtidig affødt en mild undren fra den danske landsholdsledelse.

Næste store opgave for nationalmandskabet er VM i Edinburgh i august, og nu forholder danskerens Jumbo Visma-team sig for første gang til Vingegaards potentielle deltagelse.

Glyngøres verdensstjerne Jonas Vingegaard har konsekvent sagt nej til det danske cykellandshold siden U/23-årene.
Glyngøres verdensstjerne Jonas Vingegaard har konsekvent sagt nej til det danske cykellandshold siden U/23-årene. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ifølge sportsdirektør Marc Reef er der den endelige beslutning endnu ikke truffet.

»Der er mange faktorer i spil. Først og fremmest Jonas selv – om det passer ind i hans program. Det var vanskeligt sidste år efter Tour de France. Man må ikke glemme, hvad sådan nogle præstationer gør ved en rytter – og ved et menneske.«

Jonas Vingegaards altoverskyggende mål for 2023-sæsonen er forsvaret af Tour de France-titlen.

Først herefter vil Jumbo-Visma og Vingegaard planlægge, om danskeren kan komme i spil til en kuperet cykeltur i det skotske.

Det er fortsat uvist, om Jonas Vingegaard får sin seniordebut på det danske cykellandshold i 2023.
Det er fortsat uvist, om Jonas Vingegaard får sin seniordebut på det danske cykellandshold i 2023. Foto: Belga
Vis mere

Umiddelbart favoriserer ruten ikke Tour-vinderen, men det er ikke ensbetydende med et afbud, forklarer Marc Reef.

»Ruten er måske mere til klassikerspecialisterne. Men Jonas er heller ikke typen, som kræver, at alle skal arbejde for ham. Han kan godt lide at gøre en indsats for sine holdkammerater, når der er behov for det.«

Ifølge Jumbo-Visma-sportsdirektøren har Jonas Vingegaard udtrykt et klart ønske om at trække i landsholdstrøjen igen.

»Jeg er helt sikker på, at vi får ham at se i den danske landsholdstrøje i fremtiden. Men lige nu ved vi bare ikke hvornår. Men han elsker at køre i trøjen, og han vil meget gerne stille op for det danske landshold.«

»Intet er som sagt besluttet endnu. Men i fremtiden – hvis ikke i år – så får vi ham at se til VM. For han er stolt over at være dansker, og han er stolt af at køre for det danske landshold.«

Herrernes linjeløb bliver kørt søndag den 6. august med begyndelse Edinburgh.

Over knap 280 kilometer vil verdens bedste cykelryttere bevæge sig i knoldet landskab og ende i Glasgow. Ruten byder på i alt 3.167 højdemeter.