Efter en gul juli, hvor Jonas Vingegaard var her, dér og alle vegne, har der været noget mere stille om den danske superstjerne.

Men det er kun et spørgsmål om tid.

I skrivende stund er den 26-årige dansker ved at forberede sig til Vuelta a España, som starter om en uges tid. Og forberedelserne har været vanskelige, forklarer Jonas Vingegaards træner, Tim Heemskerk, til B.T.

»Det er meget svært at planlægge for en træner, for vi har aldrig gjort det her med Jonas – at han skal gå direkte fra Touren til Vueltaen,« fortæller han.

Jonas Vingegaard hyldes på Københavns Rådhus onsdag den 26. juli 2023. Jonas Vingegaard vandt søndag Tour de France for anden gang. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Jonas Vingegaard hyldes på Københavns Rådhus onsdag den 26. juli 2023. Jonas Vingegaard vandt søndag Tour de France for anden gang. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Fra ankomsten i Paris til Vuelta-starten er der kun lige over en måned til at forberede sig til endnu et udmarvende cykelløb.

Især fordi danskeren var godt og grundigt medtaget efter den franske rundtur.

»Jonas kom ud af Touren i rigtig god form, men han var også meget træt. Og da den sluttede, stod den på fejringer fra mandag til torsdag. Den slags betyder jo træthed og ingen træning,« siger Tim Heemskerk.

Dagen efter Tour-afslutningen kørte Jonas Vingegaard et critérium i Holland, inden han strøg til Danmark til fejringer både i København og Glyngøre.

Det betyder, at Jumbo-stjernen ikke kunne slå benene op på sofaen før torsdag aften – altså fire dage efter Tour de France.

»Først handlede det om at give ham en pause uden kørsel. Men ret hurtigt kørte Jonas små ture. Vi har i alt fire uger at arbejde med, og efter Touren bygger man udholdenheden op igen,« siger Tim Heemskerk.

Hver morgen sender Jonas Vingegaard data afsted til sin træner, så han ved, præcis hvordan den danske stjerne har det. Hvordan har han sovet? Føler han sig træt? Hvordan ser dataene ud fra gårsdagens træning?

Ud fra det kan Heemskerk tilrettelægge træningen dagligt – og meget nøje – til Danmarks bedste cykelrytter.

Jonas Vingegaard kan også vinde Vuelta a España, mener træner Tim Heemskerk.
Jonas Vingegaard kan også vinde Vuelta a España, mener træner Tim Heemskerk. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi har taget den dag efter dag. Om morgenen tjekker jeg, om alt går som det skal. Om tallene ser bedre ud, end vi regnede med, om noget skal ændres. Det vigtigste efter Touren var, om han var klar mentalt til at træne,« forklarer Tim Heemskerk.

»Men langsomt har vi gjort turene længere. Man starter med 4 eller 4,5 timer pr. tur, til man til sidst når omkring 6 timer.«

I de uger er der risiko for, at man laver en masse fejl. Bliver træningen for hård, risikerer Jonas Vingegaard ikke at føle sig stærk til Vueltaen. Træner man for lidt, mangler han form.

Op til Vueltaen har fokus i træningen også ligget på de korte energiudladninger og træningen af Vo2-max – den maximale mængde ilt, kroppen kan forbruge på et minut.

Og skal man tro på Tim Heemskerk, kan Jonas Vingegaard sagtens skabe sensationen – igen.

»Hvis ikke jeg troede på, at han kunne vinde Vueltaen, ville jeg ikke monitorere ham hver dag,« siger Tim Heemskerk.

Vuelta a España starter 26. august i Barcelona og slutter i Madrid 17. september.