Han er snublende tæt på en ny triumf.

Den danske cykelstjerne Jonas Vingegaard er nemlig kun én etape fra den samlede sejr i det kroatiske cykelløb CRO Race, efter han lørdag overtog løbets førertrøje på 5. etape.

Dermed skal den 25-årige dansker blot forsvare sin førsteplads, når den sidste etape bliver kørt søndag, og så kan han ellers kalde sig for den samlede vinder af løbet.

Inden lørdagens etape lå Jonas Vingegaard nummer to i det samlede klassement, men et stort sats og en efterfølgende dansk etapesejr gjorde, at Tour de France-vinderen strøg hele vejen til tops, da han til sidst kørte forbi den franske stjerne Pierre Rolland på lørdagens etape.

Foto: BAS CZERWINSKI
Vis mere

»Jeg var ikke sikker overhovedet, så jeg måtte satse lidt, og heldigvis tog han (Pierre Rolland, red.) kun fronten. Vi fik kontakt, og jeg kunne se, at jeg havde muligheden for at vinde etapen,« sagde Jonas Vingegaard i det officielle sejrsinterview, inden han fortsatte:

»Jeg har ikke ret mange sekunder ned til Matej Mohoric i den samlede stilling, så jeg vil ikke fejre noget, før det er slut i morgen. Der er jo stadig en mulighed for, at han kan vinde.«

Efter lørdagens sejr jublede den danske verdensstjerne dog over hjælpen fra sine Jumbo-Visma-holdkammerater.

»Det var hårdt fra starten, og vi var med til at gøre det hårdt, men jeg må bare takke mine holdkammerater. De var fantastiske. Især Gijs Leemreize. Han trak i 80 kilometer i dag,« afsluttede Vingegaard.

Foruden 5. etape vandt danskeren ligeledes tredje etape af CRO Race tidligere på ugen.

Det er første gang siden sommerens Tour de France-eventyr, at Jonas Vingegaard deltager i et officielt løb.