Hypen om Jonas Vingegaard bliver større end nogensinde, når han 1. juli stiller til start ved Tour de France.
Det bliver nemlig ikke kun som cykelikon og forsvarende Tour-vinder. Fra juni kan den ydmyge Jumbo-Visma-kaptajn også skrive Netflix-stjerne på cv'et.
Det står nemlig nu klart, at streaminggigantens storstilede Tour de France-dokumentarserie udkommer 8. juni – tre uger før forsvaret begynder i spanske Bilbao.
Serien får titlen 'Tour de France Unchained', og du kan se traileren for dokumentaren, der går HELT tæt på Vingegaards triumf-Tour, i videoplayeren øverst i artiklen.
Jonas Vingegaard fortalte sidste efterår til B.T., at det var en blandet fornøjelse konstant at have et filmhold i hælene.
»Jeg tror, det er godt for sporten, men det med at have et kamera på sig hele tiden … Det, ved jeg ikke om, er så fedt. Det er selvfølgelig heller ikke hele tiden, men i mange samtaler er der et kamera. For mig ville det være federe, hvis der ikke var et, men nu er det sådan.«
Tilstedeværelsen fra Netflix fik dog ikke danskeren til at lave om på sig selv:
»Jeg synes ikke rigtig, vi siger noget, som ikke måtte komme i tv, så på den måde er det ikke anderledes.«
På trods af besværet glæder han sig til at se serien
»Det må jeg sige – det glæder jeg mig til at se resultatet af. Jeg håber på, at det kan blive en god serie og noget, der kan promovere sporten endnu mere.«