Solen skinner, himlen er blå, og bagefter skal han op på cyklen.

Da B.T møder Jonas Vingegaard på hotellet i Singapore, har han sænket skuldrene og nydt noget frihed før de sidste lette opgaver i 2022.

Han sidder i en sofa og ser mest ud på livet i lobbyen.

Under interviewet kigger han pludselig meget direkte i øjnene på B.T.s mand i Fjernøsten.

Vingegaard var en populær herre i det lille land.
Vingegaard var en populær herre i det lille land.
Vis mere

Det skyldes en ting, som han meget gerne vil slå fast, mens landsholdsemnet er blevet lagt på bordet.

Det er ham, der bestemmer, hvor han kører – og holdet Jumbo-Visma skal nok hjælpe ham til få sine ønsker opfyldt.

Det insisterende blik kommer, efter Bjarne Riis før VM kom med kritik af Vingegaard. Her sagde Riis blandt andet:

»Der er ingen tvivl om, at Jumbo er fuldstændig ligeglade med det danske landshold. Den eneste interesse, de har i forhold til VM, er måske van Aert, fordi han vil af sted. Ham kan de ikke sige imod. Men Vingegaard kan jo ikke blive sur. Det tror vi ikke på. Men altså, i sidste ende kan vi kun gisne,« sagde Bjarne Riis til B.T. i september.

Vingegaard gjorde comeback i gult i Singapore.
Vingegaard gjorde comeback i gult i Singapore.
Vis mere

Der er jo mange, der gerne vil se dig på et landshold til et VM eller måske et OL – har du selv nogen drømme i den retning?

»Helt klart. Jeg vil gerne køre VM og OL, men det skal også passe ind. Jeg vil ikke bare køre det for at køre det. Havde jeg taget til det i år, så havde det bare været for at køre det, og det synes jeg på en eller anden måde havde været spild af tid. Så det skal passe, og det skal være en rute, der passer til mig. »

»Jeg har heller ikke haft den bedste historik med endagsløb,« siger han med et smil.

»Det ville da være fedt at være med til OL – også med åbningsceremonien – men i cykling er der altså noget, der større end VM og OL, og det er jo Tour de France. Det er klart det største, du kan vinde inden for cykelsporten, og det er det, jeg har gået efter.«

Så du kigger på ruter, hver gang de kommer ud, og taler så med dit team?

»Ja, og oftest er det mig selv, der ser på ruten og tænker: Er det en god ide eller ej?«

»Selvfølgelig snakker vi om det på holdet, men der har jeg allerede en klar ide. Så det er på ingen måde holdet, der bestemmer det for mig. Det er noget, vi beslutter sammen, men størstedelen af beslutningen er jo mig. Hvis jeg siger, jeg gerne vil køre VM, så kommer jeg til at køre VM,« siger han med det insisterende blik i øjet, som man næsten kun kender fra hans angreb på stigningerne i Frankrig.

Jeg går ud fra, at ruterne skal være pænt hårde, hvis de skal være noget for dig?

»Ja, det tænker jeg også, men nu må vi se.«

Han føler desuden, at DCU har været fint forstående over for hans dispositioner, hvor han i stedet trænede i Spanien og forberedte sig mod de sidste udfordringer i 2022.

B.T. er inviteret til Singapore af ASO, som både arrangerer gadeløbet og Tour de France.