Vingegaard sablet ned: 'Han eksploderede'
Jonas Vingegaard har på andre enkeltstarter forbløffet verden, men tirsdag var virkelig frygtelig, indrømmede han selv. Eksperterne stod i kø for at kommentere det opsigtsvækkende resultat.

Jonas Vingegaard har på andre enkeltstarter forbløffet verden, men tirsdag var virkelig frygtelig, indrømmede han selv. Eksperterne stod i kø for at kommentere det opsigtsvækkende resultat.


Jonas Vingaard blev overraskende nummer 13 på tirsdagens enkeltstart – hele tre minutter efter vinderen.
Det fik eksperter verden over til at spærre øjnene op.
»Vi ser ikke en Vingegaard i topform, og det åbner i det mindste op for nogle muligheder,« sagde Alberto Contador hos Eurosport.
»Når man ser bort fra Ganna, så regnede man med, at Jonas ville være bedst blandt dem i toppen af klassementet, og han så også godt ud – men den helt flade enkeltstart er ikke længere hans speciale. Han er en letvægter,« lød det fra TNT-ekspert Robbie McEwen.
»Er Vingegaard syg?,« spurgte en unavngivet World Tour-rytter uden for Giro-feltet det cykelglade belgiske medie HLN.
»Jonas Vingegaard blev nummer 22 mellem anden og tredje mellemtid, og nummer 31 mellem tredje mellemtid og målstregen. Han eksploderede i de sidste 10 minutter,« lød det fra Benji Naesen, der følger sporten tæt hos Lanterne Rouge.
Selv indrømmede Vingegaard, at ruten var 'forfærdelig' at komme igennem, men endte alligevel med at erklære sig o.k. tilfreds.
»Jeg synes egentlig, at jeg kan være meget godt tilfreds med dagen. 40 kilometer enkeltstart på flad vej er ikke min spidskompetence. Når man kun vejer 60 kilo, får man klø af de store drenge. Det er det, der ligesom sker i dag. Men jeg synes egentlig, at jeg kan være meget godt tilfreds med, hvordan det gik,« siger Vingegaard til TV 2 Sport.
I klassementet er den danske storfavorit nu nummer to – 27 sekunder efter Afonso Eulálio, der får endnu en dag i pink.