Opdatering: Efter artiklens udgivelse er fredagens etape blevet aflyst på grund af vejrforholdene.

Det er ét stort kaos, der fredag har ramt årets Paris-Nice.

For ekstreme vejrforhold har tvunget løbsarrangørerne, ASO, til at forkorte dagens etape. Så snart rytterne har forladt startbyen, hopper de nemlig ind i deres holdbusser for at køre adskillige kilometer, inden de igen sætter sig op på cyklen og kører den resterende del af etapen.

En slags fiktiv start, der skyldes de voldsomme vindstød, der er ude på den første del af ruten.

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Derfor er det da også en kaotisk optakt, som den danske stjerne Jonas Vingegaard er rendt ind i sammen med resten af feltet.

»Alt er ændret nu. Det bliver i stedet en kort etape. Hård og intens. Så må vi se, hvad der sker,« siger danskeren inden fredagens etape.

Tour de France-vinderen er dog helt enig med arrangørerne i beslutningen om at gribe ind på dagens etape.

»Det er den rette beslutning. Som jeg hører det, er problemet støv ude på ruten, når der er så meget vind. Det ville jeg aldrig køre i. Ikke engang hjemme i Danmark. Jeg vejer 60 kilo, så jeg har heller ikke vægten til at stå imod derude,« forklarer Jonas Vingegaard.

Ifølge de seneste meldinger begynder etapen umiddelbart før næstsidste stigning, Côte de Cabris.

Det betyder, at knap 120 kilometer pilles ud af dagens strabadser, og i stedet giver det rytterne en etapelængde på cirka 70-80 kilometer. Der er dog overvejelser om at indlægge en ekstra runde, der vil forlænge etapen, men det er endnu ikke blevet endeligt besluttet.