Selvom Jonas Vingegaards fulde fokus er at køre Vueltaen til ende med det bedste mulige samlede resultat, så havde danskeren overskud til at snakke lidt om familiens fremtid på mandagens hviledag.

Her åbnede Jonas Vingegaard op om, at han og familien undersøger mulighederne for at flytte udenlands af hensyn til både Vingegaards datter, Frida, og cyklingen. 

Og meget kan tyde på, at Glyngøre bliver byttet ud med de schweiziske alper:

»Jeg har snakket med Mads (Pedersen, red.), fordi jeg ved, at han bor i Schweiz. Men vi har ikke helt besluttet, hvor det er endnu,« siger Jonas Vingegaard til TV 2.

Jonas Vingegaards kone, Trine, har også tidligere sat ord på, hvorfor parret ikke kan blive boende i Danmark:

»Vi kan ikke bo i Danmark, for der er ikke nogen bjerge desværre. Så det er klart noget, som vi kigger på, men det er udelukkende for hendes skyld (datteren Frida, red.),« sagde hun tilbage i juli.

Jonas Vingegaard skal nu i gang med at køre den afgørende tredje uge i Vuelta a España.

Her er danskeren i øjeblikket nummer tre i klassementet, hvor han kun har holdkammeraterne Sepp Kuss og Primoz Roglic foran sig, der er placeret som henholdsvis nummer et og to i klassementet.