Det italienske tempomonster Filippo Ganna leverede tirsdag en regulær magtdemonstration, da han knuste alle konkurrenter på 10. etapes enkeltstart i Giro d'Italia.

Ingen var i nærheden af Ganna på enkeltstarten, hvor danske Jonas Vingegaard (Visma) skuffede en smule og på 13.-pladsen var tre minutter langsommere end Ganna.

Præstationen var dog stadig nok til, at danskeren kørte sig tættere på den lyserøde førertrøje.

Enkeltstarter er nemlig ikke ligefrem Afonso Eulálios (Bahrain Victorious) kop te, og han var næsten fem minutter langsommere end Ganna. Portugiseren fører nu løbet med 26 sekunder ned til danskeren. Inden etapen var forspringet 2 minutter og 23 sekunder.

Hvor førertrøjen havde det svært, var de 42 pandekageflade kilometer på den italienske asfalt altså guf for hjemmebanehelten Ganna.

Lige fra første tråd var det tydeligt, at Ganna på tirsdagens enkeltstart var i en klasse over alle andre.

Allerede på første mellemtid var italieneren hele 41 sekunder bedre end den hidtil hurtigste tid, og derfra blev forskellen kun større.

Det italienske watt-monster sendte langt mere kraft end konkurrenterne i hvert pedaltråd, og sluttiden lød på 45 minutter og 53 sekunder med en gennemsnitsfart på næsten 55 kilometer i timen.

Det var 1 minut og 54 sekunder hurtigere end holdkammeraten Thymen Arensman, der blev nummer to på etapen, mens franske Remi Cavagna (FDJ) blev nummer tre - fem sekunder yderligere efter.

Arensmans præstation var den bedste blandt klassementsrytterne. Hollænderen hentede mere end et minut på Vingegaard, der dog tog tid på de nærmeste konkurrenter i klassementet i form af Felix Gall (Decathlon) og Jai Hindley (Red Bull).

Vingegaard var ikke den eneste dansker, der blandede sig i toppen. Niklas Larsen (Unibet), Mikkel Bjerg (UAE Emirates) og Johan Price-Pejtersen (Alpecin) kørte sig også alle i top-15.

Price-Pejtersen blev bedste dansker med en syvendeplads.

/ritzau/