Jonas Vingegaards Tour-drømme fik et ordentligt nyrehug på torsdagens bjergetape.

Men ifølge B.T.s Tour de France-ekspert Brian Holm, skal danske cykelfans være glade.

For det kunne være gået meget værre.

»Katastrofen blev afværget,« lyder den kontante dom.

»Skrækscenariet var, at Del Toro ville sidde med Pogacar eller Vingegaard over toppen af Tourmalet. Så katastrofen blev altså afværget, selvom jeg sad med hjertet oppe i halsen. Den var to minutter i 12,« siger han med hentydning til, at det var tæt på at gå grueligt galt.

Med få kilometer til toppen af dagens næstsidste stigning – mægtige Tourmalet – bruge Del Toro sine hestekræfter med et voldsomt angreb, som kun Pogacar kunne følge, mens Vingegaard halsede efter.

Jonas Vingegaard led på torsdagens Tour de France-etape. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

Heldigvis for danskeren smadrede Del Toro dog sig selv så meget, at han måtte slippe både Pogacar og Vingegaard.

»UAE kunne godt have kørt smartere. Havde Del Toro sluppet gassen 100 meter tidligere og fået lidt luft, så havde vi haft et problem,« siger Brian Holm.

Efter Tourmalet skulle feltet suse ned af en nedkørsel, inden et sidste bjerg rejste sig foran dem frem mod mål.

»Det er en lille fejl. Hvis Del Toro havde fulgt Jonas Vingegaard på hjul, så kunne han være kørt fra ham til sidst. Og så havde Vingegaard ligget nummer tre i det samlede klassement i stedet for nummer to.«

Brian Holm er B.T.s Tour-ekspert. Foto: Linda Kastrup

Jonas Vingegaard endte etapen på andenpladsen – 2 minutter og 38 sekunder efter Tadej Pogacar, men 19 sekunder foran de øvrige konkurrenter som Isaac Del Toro, Paul Seixas og Remco Evenepoel.

Det betyder én ting, mener Brian Holm.

»Herfra er det nok mere et spørgsmål om at se sig over skulderen end at slå Pogacar. Med det forspring, sloveneren har, kan han jo næsten begynde at køre for Del Toro og hjælpe ham med at komme på podiet,« lyder vurderingen.

»Det er flot, at Jonas holder denne her gruppe af superryttere bag sig. På den måde redder han også dagen, og han er stadig førsteudfordreren til Pogacar.«

Efter etapen var Vingegaard dybt skuffet over, at han ikke kunne køre mere lige op med sin store rival.

»Når skuffelsen lige har lagt sig, så tror jeg, han bliver glad,« siger Holm.

»Selvfølgelig skal man måle Jonas op mod Pogacar, men torsdag viser, at han også skal kigge bagtil. Jeg tror, vi skal være glade for, at det ikke gik værre.«

Nærmest inden det gik løs, var Visma-Lease a Bike-holdet allerede i undertal over for Pogacars UAE-armada.

Jonas Vingegaard er 2 minutter og 42 sekunder efter Tadej Pogacar i det samlede klassement. Foto: Yoan Valat/EPA/Ritzau Scanpix

Men ifølge Brian Holm er det for tidligt at lange ud efter det hollandske mandskab.

»Visma gjorde som forudsagt. De prøvede, det lykkedes på ingen måde, men de gjorde forsøget. De havde trods alt Sepp Kuss, der sad bag Jonas og brugte de værktøjer, de har i værktøjskassen. Men det var ikke nok.«

»Jorgenson var ikke god nok, men lad os vente en uge, inden vi drager de store konklusioner. Det havde ikke gjort den store forskel alligevel, om Jonas havde haft flere holdkammerater med sig.«

Fredag står den på en sprinteretape mellem Hagetmau og Bordeaux.

Du kan følge alt det seneste fra Tour de France i B.T.s liveblog her.