Man kan først lokke en endelig afgørelse ud af Vingegaard i december.

Som en lille julegave til de danske cykelfans, der har fulgt Jonas Vingegaards Tour de France-triumf denne, bliver det en overraskelse, hvorvidt han forsvarer sejren eller ej.

Det er nemlig fortsat ikke muligt at få en endelig bekræftelse på, om han han kører Giro, Tour eller Vuelta.

»Jeg vil gerne vinde alle tre grand tours. Vi har ikke besluttet os – medierne har blæst det lidt mere op, end hvad det er,« siger han, da B.T. og resten af pressen møder ham i de imponerende lokaler på Mandarin Oriental-hotellet i Singapore.

Vingegaard mener, at medierne har gjort for meget ud af, at han og Jumbo-holdet enndu ikke har meldt planen ud.
Vingegaard mener, at medierne har gjort for meget ud af, at han og Jumbo-holdet enndu ikke har meldt planen ud. Foto: SEM VAN DER WAL
Vis mere

»Vi må se på, hvordan ruten ligger i forhold til Giroen eller andre løb, men mit ønske er Tour de France.«

Ifølge Vingegaard er han dog ikke alene om at beslutte sæsonens forløb, for holdet har også sin del at sige.

»Vi tager beslutningen i december, når vi er på træningslejr. Hvis jeg har et stort ønske om at køre Giro, så tror jeg, at de vil lytte.«

Men det er altså Touren, der trækker mest i ham.

Den afventende beslutning blev et stort samtale-emne i Singapore.
Den afventende beslutning blev et stort samtale-emne i Singapore. Foto: GUILLAUME HORCAJUELO
Vis mere

»Jeg tænker, at det må blive Touren, men hvis teamet tænker anderledes, så er det bare sådan. Vi taler om det, men vi har ikke gjort det endnu, så alt er stadig på bordet. Det kunne være Touren, det kunne være Giroen.«

Julegaven må altså først åbnes i december, lige meget hvor meget der krattes i det. Og selvom man nok godt ved, hvad det ender med.

Der er dog en ting, som den 25-årige stjerne gerne vil udelukke, nemlig at køre to grand tours på samme sæson.

»Lige nu er det for kompliceret. Jeg må vælge et stort etapeløb, men måske senere vil jeg gå efter to.«

I første omgang skal Vingegaard køre gadeløb i Singapore, hvilket begynder søndag kl. 9 dansk tid.

B.T. er inviteret til Singapore af ASO, som både arrangerer gadeløbet og Tour de France.