Det er da en ferie, der vil noget.

Efter Lombardiet Rundt blev stikket trukket for Jonas Vingegaard og familien, og hvor er det bedre at gøre det end på de eksklusive øer med bounty-strande, som Maldiverne er så kendt for?

Trods en brat opvågning med vandflyet var der ingen anmærkninger fra Tour-mesteren.

Se videoen med den overraskede Vingegaard her:

»Det var dejligt – stille og roligt,« siger Vingegaard på hotellet i Singapore, hvor han og familien ankom efter turen til Maldiverne.

Vingegaard blev derefter afbrudt af datteren, Frida, der kom løbende hen til sin far i fuld badeuniform.

Nød hende der det?

»Ja, det gjorde vi allesammen. Det var dejligt at slappe af og bare lægge telefonerne og ikke gøre noget som helst.«

Datteren, der netop er blevet to år gammel, er blevet lidt af en vandhund i forhold til sin far.

»Det var hende, der fik lokket mig i. Hun elsker at være i poolen og i vandet i det hele taget.«

Dernæst har de brugt omkring to uger i Singapore, hvor de har fået set sig omkring, når programmet har tilladt det.

Før, under og efter gadeløbet, som blev kørt søndag, har der været mange officielle opgaver i forbindelse med charmeoffensiven fra arrangørerne, der også står bag Tour de France.

Nu flyver Vingegaard videre til Japan, hvor sidste opgave for i år venter. Gadeløbet køres 6. november, og så går turen hjem til Glyngøre for den berejste familie.

B.T. var inviteret til Singapore af ASO, som både arrangerer gadeløbet og Tour de France.