Til at starte med var Jonas Vingegaard ikke bleg for at besvare spørgsmålet.
Den dobbelte Tour-vinder delte glædeligt ud af detaljerne omkring den vanvittige og konstante optimering, man lever med som cykelrytter.
»Det er åbenlyst, at vi har ændret et par ting i år. Det stod blandt andet i medierne, at jeg skiftede til 150 millimeter pedalarme. Vi prøvede lidt forskelligt af,« sagde danskeren ved et virtuelt pressemøde.
»Hvert år prøver vi selvfølgelig at forbedre vores udstyr og vores måde at forberede os til Tour de France.«

Derfra ændrede tonelejet sig. For da det handlede om at afsløre konkrete detaljer om den 28-årige stjernes optimeringer, var meldingen en helt anden.
»Det er ikke noget, som jeg har lyst til at gå i detaljer med,« lød det lettere kryptisk fra Jonas Vingegaard, der gik med til at kalde det en »forretningshemmelighed.«
Én ting, der stensikkert har været et kardinalpunkt i Jonas Vingegaards forberedelser, har været at genfinde noget styrke.
For mareridtsstyrtet ved Baskerlandet Rundt i fjor gjorde, at danskeren mistede enorme mængder muskelmasse, han ikke nåede at genvinde inden sidste års Tour de France.
Derfor vejede han en del mindre til storløbet, end han plejer at gøre.
»Sidste år mistede jeg meget muskelmasse grundet styrtet. Jeg var meget let til Touren, men det betød også, at jeg ikke havde den power, jeg normalt har. Nu har vi arbejdet på at få poweren tilbage og forsøge at genopbygge alle musklerne og tage endnu et skridt,« lyder det fra Jonas Vingegaard, der var et godt sted inden styrtet i april.
»Inden mit styrt sidste år var mine tal virkelig gode. På daværende tidspunkt var jeg ikke på min optimale vægt endnu. Det handler mere om at komme tilbage til den.«
Tour de France køres fra 5. til 27. juli. På trods af styrtet ved årets Paris-Nice får Jonas Vingegaard dog en noget mere ideel forberedelse end sidste år, hvor han blev nummer to efter Tadej Pogacar.

