Jonas Vingegaard kommer aldrig til at glemme det.

For da den danske cykelstjerne sidste år strøg til tops i Tour de France, var der særligt ét øjeblik, han stadig får kuldegysninger af at snakke om.

Øverst på podiet i Paris stod han nemlig med sin datter, Frida, i armene og kunne lade sig hylde som vinder af verdens største cykelløb.

»Tour de France er noget helt særligt. Følelsen, jeg havde på podiet i Paris, var utrolig. Så selvfølgelig er mit mål at vinde meget mere, både i Touren og andre løb,« siger danskeren til Jumbo-Vismas hjemmeside efter tirsdagens helt store nyhed.

Her blev det afsløret, at Jonas Vingegaard har forlænget sin kontrakt med det hollandske storhold til og med 2027-sæsonen.

»Da Jonas kom hertil, var han en usleben diamant. Sammen med ham har vi gjort store fremskridt, og vi har udviklet os til Tour-vindere. Vi vil gerne blive på det topniveau, og Jonas spiller en afgørende rolle i det,« siger Richard Plugge, der er holddirektør hos Jumbo-Visma.

26-årige Jonas Vingegaard kom til det hollandske storhold i 2019 – og indtil videre kulminerede rejsen sidste sommer, da danskeren tog sejren i Tour de France.

Nu er jagten sat ind på at gentage triumfen til sommer.