Jonas Vingegaard har igen vist sin dominans og blev søndag den første dansker til at vinde Catalonien Rundt.

På 7. og sidste etape i Barcelona fulgte Visma-stjernen trit med konkurrenterne og cementerede den samlede sejr i det spanske etapeløb.

Ingen af favoritterne formåede at skabe et afgørende hul på stigningerne, og det hele endte derfor i en massespurt, hvor australske Brady Gilmore (NSN) tog etapesejren.

Rivalerne forsøgte gentagne gange at presse Vingegaard på en underholdende etape, men danskeren var stærkt kørende, og hans føring i klassementet blev aldrig for alvor truet.

Han havde allerede sat sig tungt på løbet med overlegne sejre på 5. og 6. etape, og med et forspring på over et minut var scenariet på forhånd i hans favør.

Finalen udspillede sig på rundstrækningen i Barcelona, hvor der ventede syv omgange med den ikoniske Montjuïc-stigning efter en flad indledning.

Magnus Cort (Uno-X), der allerede havde vundet en etape tidligere i løbet, kom i udbrud med fire andre ryttere på de flade kilometer. Feltet holdt dog gruppen tæt i snor, og hullet begyndte hurtigt at skrumpe.

Med omkring 37 kilometer til mål begyndte favoritterne at reagere, og Red Bull-ryttere som Florian Lipowitz, Jai Hindley og Remco Evenepoel satte tempo på de korte, stejle stigninger, men Vingegaard svarede hver gang igen.

Med 20 kilometer igen forsøgte den 21-årige dansker Tobias Svarre (Uno-X) sig i et soloudbrud, før han senere blev hentet af Giulio Ciccone (Lidl-Trek), der sikrede bjergtrøjen.

Til sidst endte det ud i massespurten, hvor Gilmore blandt andre slog Dorian Godon (Ineos), der havde vundet to etaper i årets udgave af Catalonien Rundt.

Den samlede sejr gik sikkert til Jonas Vingegaard, som havde 1 minut og 22 sekunder ned til Lenny Martinez (Bahrain) på andenpladsen.

Triumfen i Catalonien Rundt er den seneste for den 29-årige dansker, som har fået en stærk start på 2026. Den dobbelte Tour de France-vinder tog tidligere i marts også den samlede sejr i Paris-Nice som den første dansker nogensinde.

- Det har været en fantastisk start på året. Jeg håber, at jeg kan holde det kørende, siger Jonas Vingegaard i tv-interviewet med den samlede vinder.

Vingegaards store mål for sæsonen er grand tours som Giro d'Italia i maj og Tour de France i juli, og marts-formen lover godt frem mod sæsonens største udfordringer.

- Jeg har det godt for tiden. Min form er god, men ikke helt på toppen endnu. Vi har lavet en plan om gradvist at blive bedre i løbet af sæsonen, så jeg har mere i mig, siger han.

/ritzau/