De plejer at være en fast bestanddel af Vingegaard-supporten på landevejene.

Sådan bliver det også i år, men virkeligheden for den danske cykelstjerne er, at han kommer til at skulle undvære familien i mange uger, når han kører Tour de France og Giro d'Italia.

Det afslørede familien Vingegaard onsdag i Tivoli i forbindelse med lanceringen af appen Mypreffy, som Trine Marie Vingegaard Hansen står bag.

»Til Giro og Touren bliver det hen mod slutningen, at vi tager derned. Så der er tid til at være lidt hjemme i Danmark,« sagde hun til B.T., adspurgt om hun og børnene, Frida og Hugo, havde planer om at følge Jonas Vingegaard i de to storløb.

Men det bliver altså kun i den sidste del af rundturene, sådan som det ser ud nu.

For helt ulig mange danske børn, har Frida og Hugo stort set aldrig oplevet noget af det bedste, vores land har at byde på: den danske sommer.

Jonas Vingegaard med familien til Volta Catalunya.
Jonas Vingegaard med familien til Volta Catalunya. Foto: Josep Lago/AFP/Ritzau Scanpix

»Vi har talt om, at børnene nærmest aldrig har holdt en sommerferie i Danmark, og der er jo ikke noget, der er federe end det, synes jeg. Så vi prøver at være mere hjemme i Danmark,« lød det fra Visma-kaptajnens hustru.

For Jonas Vingegaard er en dansk sommer ikke noget, der ligger lige om hjørnet.

Som professionel cykelrytter er han om nogen en, der aldrig er hjemme i den periode.

»Den danske sommer kan jo noget, men det er bare ikke ofte, vi får lov at mærke det. Det glæder jeg mig også til,« siger han til B.T.

»Det er jo ude i fremtiden, men det er noget, jeg også ser frem til. Jeg gad godt at prøve at have en dansk sommer på et tidspunkt.«

Sidst Jonas Vingegaard var i Danmark hen over sommeren var i 2020 – da coronakrisen rasede.