Siden styrtet i Paris-Nice for mere end en måned siden har der - bortset fra et enkelt interview til B.T. - været helt stille omkring Jonas Vingegaard.

Men nu bryder han tavsheden - og sætter ord på sin tilstand og planen for at stå stærkest muligt til sommerens Tour de France.

Inden for kort tid rejser danskeren til Sierra Nevada på højdetræningslejr - og derefter kører han Criterium du Dauphiné. Efterfulgt af endnu en træningslejr i Tignes, som bliver den sidste finpudsning inden Tour de France.

Jonas Vingegaard fortæller, at han er på toppen igen efter det voldsomme styrt under Paris-Nice.

Jerome Delay/AP/Ritzau Scanpix

»Fokus er nu fuldt ud på Tour De France, og forberedelserne er for alvor begyndt. Jeg har ikke længere nogle gener fra den hjernerystelse, jeg pådrog mig tidligere - og har heller ikke andre fysiske problemer,« siger danskeren til Visma-Lease-a Bikes hjemmeside.

»Det var virkelig uheldigt, at jeg ikke kunne fuldføre Paris-Nice, og at jeg missede Volta Ciclista Catalunya. Men nu træner jeg uden problemer og tager snart på højdetræningslejr.«

Han ser frem til igen at være en del af et cykelfelt.

»Jeg ser virkelig frem til at køre løb igen. Jeg har ikke været så meget med i dette år, så jeg tripper for at komme i gang igen. Det gælder Criterium Du Dauphiné - og selvfølgelig Tour de France.«

»Først tager jeg lige på højdetræningslejr for at komme i form. Og derefter vil jeg forsøge at vinde de løb,« slår Jonas Vingegaard fast.

Criterium Du Dauphiné køres fra den 8. - 15. juni.