Om det er en ubehagelig melding eller lovende takter må være op til den enkelte at vurdere.

Men efter to sæsoner med voldsomme tilbageslag – først med det frygtelige styrt i 2024, hvor Jonas Vingegaard efter eget udsagn troede, at han skulle dø, og dernæst hjernerystelse i Paris-Nice året efter – er det umuligt at sige, hvorvidt skavankerne kun er et dårligt minde for danskeren.

For det er ikke sikkert, at hans krop er kommet sig helt efter de traumatiserende uheld på cyklen. Og derfor er det også umuligt at sige, om han bliver helt den samme cykelrytter igen.

»Vi har god tiltro til, at han bare kan se fremad nu. Men vi kan bare ikke sige med sikkerhed, at kroppen er kommet sig hundrede procent,« afslører Visma-Lease a Bikes præstationschef, Mathieu Heijboer, til B.T.

Ordene faldt i forbindelse med holdets pressedag i Spanien forud for 2026-sæsonen, hvor det blev annonceret, at Vingegaard både skal køre Giro d'Italia og Tour de France i år.

I fjor kørte han Tour de France og blev nummer to efter Tadej Pogacar, inden han vandt Vuelta a España.

Jonas Vingegaard styrtede først i Baskerlandet Rundt i foråret 2024, der kostede ham adskillige brækkede ribben og en perforeret lunge. Knap et år senere røg han i asfalten igen, og det kostede ham en hjernerystelse. Det skete i Paris-Nice, som billedet her er fra.
Jonas Vingegaard styrtede først i Baskerlandet Rundt i foråret 2024, der kostede ham adskillige brækkede ribben og en perforeret lunge. Knap et år senere røg han i asfalten igen, og det kostede ham en hjernerystelse. Det skete i Paris-Nice, som billedet her er fra. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

»Jonas følte sig bedre tilpas i Vueltaen end i Touren, baseret på den feedback, vi har. Ud fra det, han også har sagt til os, så er han tæt på at være på 2023-niveau,« siger Mathieu Heijboer.

2023 var året, hvor Jonas Vingegaard senest vandt Tour de France.

Indtil da var det kun gået en vej for danskeren på Visma-Lease a Bike, hvor han tog alle med storm.

Men derfra blev tilværelsen som professionel cykelrytter en anderledes kamp for ham med de forskellige styrt.

»Generelt hjælper det ikke ryttere at have store pauser på grund af skader eller sygdom. Jonas betalte en pris for sæsonen i 2024 med det store styrt, og hvor han havde brug for at komme sig i lang tid efter Tour de France,« siger Heijboer.

Jonas Vingegaard slog sig voldsomt og brækkede flere ribben og perforerede blandt andet en lunge, da han styrtede i starten af april i Baskerlandet Rundt.

Det sendte ham ud i en vanvittig kamp mod uret for at blive klar til Tour de France, der drænede ham fuldstændig.

»Kurven i forhold til form og forberedelse var virkelig stejl, og derfor var det virkelig krævende mentalt. Året efter kom der så styrtet i Paris-Nice med hjernerystelsen, hvor han var af cyklen i flere uger. Han blev endda også syg efterfølgende,« forklarer Mathieu Heijboer.

»Fra slutningen af april sidste år og frem til Tour de France, gik det glat, men inden da gik det på alle andre måder end glat. Det var en hård tid for ham.«

Tour de France 2026 køres fra 4. til 26. juli.