En markant stemme melder sig i koret om den enorme hyldest, Jørgen Leth har fået siden sin død mandag aften.

Med sine to Tour de France-sejre er Jonas Vingegaard Danmarks mest markante cykelskikkelse i nyere tid, og også han begræder tabet af den legendariske cykelkommentator.

»Det er utroligt trist at høre,« lyder det fra Jonas Vingegaard til B.T.

Som barn af 90erne er cykelstjernen vokset op med Jørgen Leths stemme som naturlig ledsager af verdens største cykelløb, som han senere selv skulle vise sig at vinde.

»Jørgen var lyden af min barndom og mit første møde med Tour de France,« fortæller Jonas Vingegaard.

»Han vil for altid være et fyrtårn inden for cykling.«

Som så mange andre husker han særligt Jørgen Leths evne til at sætte kulør på og give cykelsporten en ekstra dimension.

»Hans ikoniske stemme vil blive savnet. Cykelverdenen bliver desværre meget mindre farverig uden ham,« slutter Jonas Vingegaard.