Du kommer ikke til at se Jonas Vingegaard i spidsen for et kendt mærke.
For personlige sponsorkontrakter har han helt bevidst fravalgt, også selvom det ville kunne indbringe ham millioner af kroner.
Det fortæller hans kone og manager, Trine Marie Hansen, til Finans.
»Det er let nok at tjene flere penge, men alt har sin pris,« skriver hun i en besked til mediet.
Og selvom hun ikke vil afvise, at der en dag kan banke et brand på døren med samme værdier som familie Vingegaard, er det altså langt fra planen, at der skal bruges tid på den slags.
»Vi er ikke en familie, som vil tjene flest penge hurtigst muligt. Hvis vi har tid i overskud (hvilket vi absolut ikke har), så bruger vi den hellere sammen med familie og venner, som vi hellere vil investere i, og som vi i forvejen ser for lidt.Dertil vil en potentiel aftale også kræve fokus, tid og rejseaktivitet - noget som vores erfaring viser vil give Jonas flere skader og stress. Han trives absolut ikke med at være i rampelyset, så for os er det ikke det værd,« forklarer hun.
Jonas Vingegaard vandt i år Tour de France for anden gang i træk.
Han blev desuden nummer to i Vuelta Espana 17 sekunder efter sin Jumbo-Visma-holdkammerat Sepp Kuss og lidt over et minut foran sin anden holdkammerat Primoz Roglic.