Han er jo for vild! Fænomenet Mads Pedersen triumferer i PostNord Danmark Rundt.
Det er konklusionen efter dagens afsluttende enkeltstartsetape, som han vandt i suveræn stil efter en sand magtdemonstration.
Med blot fire sekunder mellem Trek-holdkammeraterne Mattias Skjelmose og Mads Pedersen i toppen af den samlede stilling var der langt op til en gyserafslutning i Helsingørs gader.
Men gyset udeblev for de danske cykelfans i solskinnet i den nordsjællandske havneby, hvor det sceniske højdepunkt var området omkring mægtige Kronborg.
Mads Pedersen, som inden etapen var på andenpladsen, var lige så mægtig som det gamle slot og smadrede alt og alle - inklusiv Mattias Skjelmose på den 16 kilometer lange enkeltstart.
44 sekunder var han i mål før holdkammeraten, og 24 sekunder havde han ned til nummer to på etapen, den norske enkeltstartsmester Søren Wærenskjold.
Med den samlede sejr til Mads Pedersen, som han vinder med 40 sekunder ned til Skjelmose samlet, cementerer den danske verdensstjerne, at han er flyvende i denne sæson, hvor han blandt andet har vundet en Tour de France-etape.
Magnus Cort, som sluttede på tredjepladsen på enkeltstarten, tager sig af den nederste plads på podiet i årets PostNord Danmark Rundt.
Det er anden gang i karrieren, at Mads Pedersen vinder det danske etapeløb.