For tredje år i træk var Mathieu van der Poel først over målstregen i endagsløbet E3 Saxo Classic. Men han havde dårligt kræfter til at løfte armene i triumf. Eller tid til det.
Efter en nervepirrende afslutning, hvor fire forfølgere så ud til at hente hollænderen på den sidste kilometer, gik der taktik i den for forfølgerne, og det udnyttede van der Poel til at holde hjem.
Per Strand Hagenes blev toer og Florian Vermeersch treer. Tobias Lund Andresen vandt feltets spurt. Det sikrede ham en sjetteplads i løbet over 208,5 kilometer.
Forhåndsfavoritten van der Poel var egentlig ikke kommet med i det afgørende udbrud, men 64 kilometer fra mål trådte han væk fra feltet. Over 20 kilometer sled han sig frem til udbruddet.
Ikke længe efter tilslutningen til gruppen nåede udbryderne den velkendte brostensbakke Paterberg. Og her angreb den hollandske stjernerytter.
Stan Dewulf forsøgte at gå med van der Poel, men måtte hurtigt opgive.
Van der Poel slog et hul på et lille minut, men da Dewulf, Strand Hagenes, Vermeersch og Jonas Abrahamsen fik samlet sig og sat gang i samarbejdet, blev der barberet af afstanden.
Yderligere et halvt minut efter animerede Mads Pedersen feltet til at skrue tempoet helt op i et forsøg på at hente de fire foran og potentielt også van der Poel. Det lykkedes dog aldrig.
De fire forfølgere åd sig til gengæld ind på van der Poel i en vild jagt. Ved kilometerporten var der kun tre sekunder op til hollænderen, som løsnede sit tråd i accept af at være blevet indhentet.
Men inden de fire fik kontakt, gik der taktik i gruppen, hvor ingen ville lave det sidste stykke arbejde med at lukke hullet helt.
Mens de kiggede på hinanden trådte van der Poel en sidste energiudladning ud i pedalerne og holdt hele vejen til målet i Harelbeke fem sekunder foran forfølgerne.
/ritzau/
