Mathieu van der Poel var sat af, men kom tilbage og blev første hollandske vinder i Amstel siden 2001.

Det hollandske fænomen Mathieu van der Poel tog en af sæsonens vildeste sejre, da han med et fantastisk comeback sikrede sig sejren i hjemlandets klassiker Amstel Gold Race.

Sammen med en større gruppe nåede han på de sidste 100 meter op til Julian Alaphilippe, Jakob Fuglsang og Michal Kwiatkowski og pressede cyklen først over målstregen efter en fantastisk spurt.

Det hele lå ellers til en afgørelse mellem de tre forreste, men der gik for meget taktik i den, og det udnyttede Van der Poel til fulde, selv om han taktisk kørte et noget tvivlsomt løb.

Først efter 25 kilometer slap et udbrud væk, som efter lidt tid var blevet til 11 ryttere primært fra de mindre hold.

Dem lod feltet gerne slippe væk. Forspringet steg hurtigt og var på sit højeste over otte minutter, men allerede 120 kilometer fra målstregen tog feltet fat på barberingen af afstanden.

Mens favoritterne endnu tog den med ro, lancerede det hollandske vidunder Mathieu van der Poel et angreb med 43 kilometer til mål.

Han fik Ion Izagirre med, men det var for langt ude, og de to blev hentet ikke lang tid efter.

I stedet rykkede nogle af de andre store navne kort efter, blandt andre Jakob Fuglsang.

Danskeren var fremragende kørende og slap alene væk med Julian Alaphilippe med omkring 35 kilometer til mål.

Michal Kwiatkowski og Matteo Trentin jagtede dem, men kunne ikke komme op, mens et større favoritfelt halsede efter et lille minut efter den fransk-danske frontduo.

Ingen kunne komme op til Fuglsang og Alaphilippe. Desværre for de danske sejrsdrømme er Alaphilippe niveauer over Fuglsang i en spurt. Et spurtopgør mellem de to svarer til en fodboldkamp mellem FC Barcelona og Hobro.

Seks kilometer fra mål forsøgte Astana-danskeren at sætte sin franske følgesvend, men Alaphilippe var ikke til at ryste.

Det lignede en afgørelse mellem de to, men de satte farten ned i et taktisk opgør, og det lukkede forfølgerne ind igen.

/ritzau/