Der er en ny sherif i byen!

For første gang nogensinde har Jonas Vingegaard nemlig vundet det prestigefyldte etapeløb Paris-Nice.

Det står klart, efter danskeren, der har været suveræn i det samlede klassement, trillede over målstregen søndag eftermiddag.

Vingegaard kom i mål som nummer to på søndagens etape. Visma-stjernen tabte lige akkurat spurten til Daniel Martínez.

Med dagens resultat napper den dobbelte Tour de France-vinder hele tre trøjer – den gule førertrøje, bjergtrøjen og pointtrøjen.

Det er i øvrigt første gang, at en dansker vinder det franske cykelløb.

Jonas Vingegaard slutter med hele fire minutter og 22 sekunder ned til netop Martínez på andenpladsen i det samlede klassement.

Det er den mest suveræne sejr i Paris-Nice i mere end 80 år.

Danskerens triumf blev blandt andet cementeret med to etapesejre tidligere på ugen.

Næste opgave for Jonas Vingegaard bliver Catalonien Rundt i slutningen af marts.