Mattias Skjelmose kan kalde sig vinder af den hollandske klassiker Amstel Gold Race.
Som om det ikke var nok, slog den danske cykelrytter den suveræne verdensmester, Tadej Pogacar, på målstregen.
En vanvittig triumf, der kommer som et chok for B.T.s cykelreporter, Frederik Gernigon.
»Wow, wow, wow. Jeg er komplet målløs. Det der havde jeg ikke kunnet forestille mig i min vildeste fantasi. Hold kæft, hvor er det vanvittigt. Tag du dig bare til hovedet, Skjelmose. Det er for vildt,« siger han.
Sammen med den belgiske stjerne Remco Evenepoel havde danskeren halet Tadej Pogacar ind, og så blev det afgjort i en spurt.
Mattias Skjelmose lå bagest af de tre, da Evenepoel åbnede spurten, og på de allersidste meter vred han cyklen frem foran Tadej Pogacar, som dermed tog andenpladsen, mens Evenepoel måtte nøjes med tredjepladsen.

»At slå to af sportens allerstørste superstjerner – fænomenerne Tadej Pogacar og Remco Evenepoel – på den måde. Vi har lige været vidner til dansk cykelhistorie. Den præstation kommer vi til at huske meget, meget længe, og for mig at se katapulterer det Skjelmose op i en ny liga. Det cementerer ham som et af sportens største talenter,« siger B.T.s cykelreporter.
»Et podieresultat have i forvejen været kæmpe for Mattias Skjelmose. At slå Tadej Pogacar OG Remco Evenepoel er nærmest ubegribeligt. Hatten af herfra.«
Frederik Gernigon kalder dagens sejr for et af de største øjeblikke i Skjelmoses karriere.
»Lidl-Trek-danskeren har været ramt af så meget uheld i denne her sæson, hvor han både er styrtet og udgået i Paris-Nice og Baskerlandet Rundt. Det her er monsterfortjent og med sikkerhed en af de smukkeste og mest mindeværdige dage i Skjelmoses karriere,« siger han.
Skjelmose kan nu prale af professionelle 12 sejre, og hvoraf søndagens triumf i Amstel Gold Race må siges at være blandt de ubetinget største.
