»Det er helt uhørt for en dansk rytter.«

Sådan lyder meldingen forud for Jonas Vingegaards vilde planer om at køre Giro d'Italia for første gang i karrieren.

Tirsdag offentliggjorde danskeren, at ambitionen er at vinde det italienske cykelløb. Dermed kan han fuldføre et helt unikt hattrick med triumfer i både Tour de France, Vuelta a España og Giro d'Italia - cykelsportens tre største etapeløb.

Og det er der ganske stor sandsynlighed for, hvis man spørger Danske Spil.

»Nøj, hvor er han stor favorit, Jonas Vingegaard. Når vi giver odds 1,50 på, at Jonas Vingegaard vinder Giro d’ Italia i år, så er det i praksis 'Pogacar-dominans-niveau' af favoritstatus – og klart større end noget, vi historisk har set for danske Giro-håb,« siger oddssætter Peter Emmike Rasmussen.

»Det svarer til, at vi ser 67 % chance for, at Vingegaard tager den samlede sejr, og det er helt uhørt for en dansk rytter.« 

Med sejren i Vuelta a España har Jonas Vingegaard kørt sig selv i en helt unik position: Han kan blive den første dansker nogensinde til at vinde alle tre grand tours og kun den ottende rytter i historien.
Med sejren i Vuelta a España har Jonas Vingegaard kørt sig selv i en helt unik position: Han kan blive den første dansker nogensinde til at vinde alle tre grand tours og kun den ottende rytter i historien. Foto: Miguel Riopa/AFP/Ritzau Scanpix

På de italienske landeveje skal Jonas Vingegaard efter al sandsynlighed krydse klinger med stjerner som Richard Carapaz, Jai Hindley, Derek Gee-West og Adam Yates.

Men Visma-Lease a Bike-danskerens største konkurrent ser ud til at blive portugisiske João Almeida, der også var Vingegaards største rival under Vuelta-sejren i fjor.

Hverken Tadej Pogacar eller Remco Evenepoel stiller nemlig efter planen til start.

»Vi skal huske, at Jonas Vingegaard ikke ”bare” står til at vinde Giroen, han vil blive den kun ottende rytter i historien, der fuldfører et fuldstændigt vanvittigt hattrick med sejre i alle tre Grand Tours,« fortsætter Peter Emmike Rasmussen.

Tidligere er det kun cykellegenderne Eddy Merckx, Bernard Hinault, Jacques Anquetil, Felice Gimondi, Alberto Contador, Vicenzo Nibali og Chris Froome, der har vundet alle tre storløb.

En Vingegaard-sejr i Tour de France giver pengene 4,5 gange igen hos danske spil, mens man får indsatsen otte gange retur, hvis han Vingegaard vinder både Giroen og Tour de France.

Du kan læse B.T.s cykelkommentator reagere på Jonas Vingegaards løbsprogram for 2026 lige her.