MIchael Valgren har vundet den belgiske semi-klassiker Omloop Het Nieuwsblad. Det er den 26-årige danskers største triumf i karrieren.
Den danske Astana-rytter kom alene i mål efter et angreb, da der resterede to kilometer af løbet.
{embedded type="node/" id="57936938"}
Efterfølgende kom armene i vejret. Der blev pustet lettet ud. Valgren var glad for sejren.
»Jeg er glad. Jeg vil gerne gøre det godt i de her brostensløb. Det var fedt,« siger Valgren til Eurosport, som ser frem til forårets kæmpeløb på brosten, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvor han håber, at han kan følge op på sit forrygende løb i dag.

Afgørelsen faldt fra en frontgruppe med 12 ryttere, hvor flere af forhåndsfavoritterne sad med.
Michael Valgren slog et stort hul med omkring halvanden kilometer til mål og holdt hele vejen ind til en stor triumf.
Løbet markerer starten på en periode med flere historisk vigtige løb i Europa og åbner som sådan også den belgiske klassikersæson.
Rutemæssigt er Omloop Het Niewsblad en miniudgave af Flandern Rundt med passage af mange af de hellingen - korte stejle stigninger - og pavéer, som definerer så mange af de belgiske forårsløb.
Med otte pavéstykker og 13 hellingen undervejs var der lagt op til et hårdt udskilningsløb. Og det holdt stik.


