Overborgmester i København Lars Weiss (S) er åben for at tage imod Jonas Vingegaard og Mads Pedersen til en fejring af deres resultater i cykelløbet Vuelta a España.

Det siger han i en skriftlig kommentar til B.T.

'Det er en fantastisk sejr, både Jonas Vingegaard og Mads Pedersen har præsteret, så jeg ville være glad for at tage imod dem på rådhuset til fejring og pandekager - de ved jo efterhånden, hvordan de smager,' lyder det.

Men praksis er, at det er sportsforbundet, der skal henvende sig til Københavns Kommune om en fejring.

Jonas Vingegaard og Mads Pedersen ses her sammen i 2023 til fejring i Tivoli efter Tour de France, som Jonas Vingegaard det år vandt.
Jonas Vingegaard og Mads Pedersen ses her sammen i 2023 til fejring i Tivoli efter Tour de France, som Jonas Vingegaard det år vandt. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

'Praksis for vores fejringer er, at sportsforbundet skal rette henvendelse til os med ønsket om at blive fejret , så i det her tilfælde vil det kræve, at Danmarks Cykle Union retter henvendelse.'

Søndagens sidste etape samt præmieoverrækkelse blev afblæst grundet store propalæstinensiske demonstrationer i Spaniens hovedstad, Madrid.

Det fik kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til at opfordre til en dansk fejring af Jonas Vingegaards sejr og Mads Pedersens pointtrøje.

Københavns Kommune har mandag oplyst til TV 2 Kosmopol, at kommunen ikke har fået nogen henvendelser fra sportsforbundet.

B.T. har kontaktet Danmarks Cykle Union for en kommentar, men har i skrivende stund ikke modtaget noget svar.

I de seneste uger, hvor Vuelta a España er løbet af stablen, har propalæstinensiske demonstrationer flere gange forstyrret det store cykelløb.

Flere etaper er blevet afkortet, og flere ryttere er styrtet som følge af demonstranternes ageren.