Fabian Cancellara sender varme ord til Bjarne Riis her i juletiden.

I et interview med Velonews roser den sejrsvante schweizer sin tidligere boss på Team Saxo Bank-holdet i store vendinger - så store, at han kalder ham den bedste business- og hold manager, som han har arbejdet sammen med.

»Han (Bjarne Riis, red.) havde mange forskellige idéer, og han lavede altid gode hold. Bjarne fokuserede altid på tre ting: holdet, udstyret og træningen. Hvert eneste af hans hold havde succes, og det var en lærerig oplevelse. Andre hold har forsøgt at kopiere hans innovative idéer som team building og militærlejr og så videre. Men du er nødt til at have de rette folk de rette steder - du kan ikke bare kopiere det,« siger Cancellara i interviewet.

Fabian Cancellara, der stoppede sin yderst succesfulde karriere sidste år, kørte for Bjarne Riis fra 2006-2010. Han vandt blandt andet VM i enkeltstart fire gange og sejrede desuden tre gange i Flandern Rundt i 2010, 2013 og 2014.

Selvom han nu er pensioneret cykelrytter, følger han stadig med i, hvad der foregår i sportens og ikke mindst Bjarne Riis' verden. Cancellara har noteret sig, at Riis ihærdigt forsøger igen at få et hold på World Tour-scenen.

»Jeg synes, at Bjarne stadig har den største vision. Jeg kender lidt til det, som han laver lige nu. Han gør de rigtige ting, og jeg tror på, at han får succes igen - han har kvindeholdet og udviklingsholdet, og han er i færd med at bygge et stærkt program op. Hvis han kan få fat i pengene, vil han få et tophold i sportens verden igen,« siger Fabian Cancellara til Velonews.

Bjarne Riis og Fabian Cancellara vender verdenssituationen i 2010.
Bjarne Riis og Fabian Cancellara vender verdenssituationen i 2010. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Bjarne Riis står lige nu i spidsen for Team Virtu Cycling, som kører på kontinentalniveauet. Som Fabian Cancellara er inde på, har man forsøgt at skabe en bæredygtig forretningsmodel omkring holdet, men der mangler stadig en stor sponsor, hvis Riis igen skal lege med de allerstørste drenge.

I toppen af artiklen kan du se, hvad du kan glæde dig til i Giro d'Italia 2018.