Julian Alaphilippe vandt La Fleche Wallonne for tredje gang, da han passerede Primo Roglič kort før stregen.

Verdensmesteren Julian Alaphilippe fortsætter med at tage de helt store sejre i cykelsporten.

Onsdag eftermiddag triumferede den franske Quick Step-rytter for tredje gang i den belgiske klassiker La Fleche Wallonne. Også i 2018 og 2019 sejrede han på den legendariske stigning Mur de Huy.

Primo Roglič (Jumbo-Visma) lignede ellers en vinder, da han satsede på en lang spurt, men Alaphilippe timede sin sprint perfekt og overhalede sloveneren på de sidste meter.

Roglič måtte nøjes med andenpladsen, mens spanieren Alejandro Valverde fra Movistar blev treer.

En gruppe med mindre profilerede ryttere var afsted på et langt togt, og de kæmpede bravt for at holde feltet bag sig.

Med ti kilometer tilbage blev de fleste fra gruppen slugt af Tim Wellens, der havde skabt et lille hul til feltet.

Maurits Lammertink sad nu alene i fronten og kæmpede som besat, men med 1,4 kilometer tilbage blev også han hentet, og så var finalen for alvor skudt i gang op ad Mur de Huy.

Straks efter angreb Mikkel Honoré, men det var hurtigt overstået.

Så var der mere substans, da Primo Roglič kørte fra konkurrenterne med nogle hundrede meter tilbage, men han havde altså ikke taget Alaphilippes stærke ben med i ligningen.

Alaphilippe har deltaget i løbet fem gange med tre sejre og to andenpladser som udbyttet.

Jakob Fuglsang var regnet som bedste danske bud på en vinder, og han sad da også med oppe foran på den sidste kilometer, men han måtte nøjes med 17.-pladsen.

La Fleche Wallonne fungerer som optakt til søndagens Liège-Bastogne-Liège, der er en sportens fem monumenter.

Fleche Wallonne har ikke haft dansk vinder siden 1998, da Bo Hamburger kørte alene over målstregen som første rytter.

/ritzau/