39-årige Alejandro Valverde viste igen klassen, da han besejrede Luis León Sanchez i en spurt.

Alejandro Valverde kan for tredje gang i karrieren kalde sig spansk mester i linjeløb.

Søndag sikrede Movistar-verdensmesteren den nationale titel, da han efter 195 kilometers kørsel besejrede Astanas Luis León Sanchez med en cykellængde i en spurt.

Jesús Herrada fra Cofidis trillede i mål 16 sekunder senere og blev nummer tre.

39-årige Valverde kunne tidligere på ugen fejre en kontraktforlængelse med Movistar-holdet, som han har været på siden 2005. Holdet har haft forskellige navne gennem tiden, men Valverde har vist et højt niveau i hele perioden.

Han vandt sit første spanske mesterskab i 2008 og gentog bedriften i 2015, før han søndag kørte sig til titlen for tredje gang. En enkelt gang har han også vundet det nationale mesterskab i enkeltstart - det skete i 2014.

Den nationale mestertrøje kommer han dog ikke til at køre i lige foreløbig, for han er også forsvarende verdensmester.

Valverde viste ikke sin sædvanlige store styrke i sæsonens første måneder, og han meldte afbud til Giro d'Italia i maj på grund af et styrt forud for Liege-Bastogne-Liege.

På det seneste er formen dog vendt tilbage, og tidligere på måneden tog han den samlede sejr i etapeløbet La Route d'Occitanie-La Dépêche du Midi.

Movistars Tour de France-hold er endnu ikke officielt udtaget, men et godt bud er, at Alejandro Valverde er med og dermed møder op til det franske etapeløb i topform.

Det samme gør Bora-rytterne Patrick Konrad og Maximilian Schachmann, der begge er udtaget til Touren.

Konrad møder op som østrigsk mester, efter at han søndag vandt titlen foran Michael Gogl fra Trek og Gregor Mühlberger, der også kører for Bora-holdet.

Schachmann blev tysk mester foran Marcus Burghardt og Andreas Schillinger, der også begge er fra Bora.

I Italien var det også en Bora-rytter, der snuppede titlen, da Davide Formolo vandt. Ineos-rytteren Ben Swift endte som britisk mester.

Der blev også kørt om mesterskabet i Frankrig, og her var den tidligere vinder af bjergtrøjen i Tour de France Warren Barguil (Arkea-Samsic), der triumferede.

Fabio Jakobsen fra Quick-Step tog titlen i Holland, mens Corendon-Circus-rytteren Tim Merlier blev belgisk mester.

/ritzau/