Det blev til en fornem modtagelse i København, da verdensmesteren Mads Pedersen landede i lufthavnen.

Mads Pedersen landede mandag eftermiddag i København. Og det blev en fornem modtagelse.

Den nykårede verdensmester i landevejscykling blev modtaget af brandbiler fra Københavns Brandvæsen på landingsbanen.

Brandvæsenet sørgede for at sprøjte en vandsalut af sted til den danske verdensmester.

Søndag vandt Mads Pedersen VM ved at besejre blandt andre Matteo Trentin i en spændende afgørelse i England.

Senere på aftenen fejrede den danske delegation bedriften med champagne og fest på hotellet i Harrogate i Yorkshire, inden de trætte ryttere fortsatte videre på et lokalt værtshus for at skylle oplevelsen ned.

For Mads Pedersen blev det dog ikke nogen helnatsforestilling, og den nybagte verdensmester havde nået nogle timers søvn, inden turen gik mod København til mere hyldest.

I SAS-flyet fra Manchester fortalte piloten de øvrige passagerer, at den nye verdensmester i landevejscykling var med om bord.

Og senere viderebragte stewardesserne over højttalerne en hilsen fra Københavns Lufthavn, der kaldte Mads Pedersen en "superhero".

Allerede i gaten i lufthavnen mødte han de første fotografer og tv-hold, som gav den 23-årige sjællænder en forsmag på, hvad der ventede.

Da han havde trukket regnbuetrikoten over hovedet, gik han ud mod ankomsthallen til klapsalver og jubel fra fremmødte fans, journalister og folk fra cykelsporten.

- Det er helt sindssygt at komme hjem til den modtagelse, siger Mads Pedersen.

- Det er vildt at se så mange mennesker, der er mødt op for at fejre resultatet, siger verdensmesteren.

At vinde VM og få sådan en modtagelse er surrealistisk for Mads Pedersen, forklarede han.

- Titlen betyder sindssygt meget. Men jeg vil stadig være den samme og holde begge ben på jorden, lyder det fra Mads Pedersen.

Danmarks Cykle Union havde sørget for champagne, og næstformand Lars Kaspersen holdt en tale, hvorefter unionens eventmanager og sprechstallmeister, Jens Kasler, udbragte et trefoldigt leve for verdensmesteren.

Med regnbuestriberne på brystet og guldmedaljen om halsen måtte Mads Pedersen igen og igen forklare, hvad han tænkte, da han kørte over målstregen som Danmarks første verdensmester i herrernes professionelle linjeløb.

Da han havde været hele vejen rundt og modtaget kram fra venner og bekendte, trak han regnbuetrøjen af og pakkede den ned i tasken.

I de næste 12 måneder skal han bære den sagnomspundne trikot i alle cykelløb.

/ritzau/