Søndag vandt den 23-årige Mads Pedersen herrernes VM i linjeløb.

En fuldstændig sensationel og hæsblæsende præstation, der naturligvis har stjålet overskrifter verden over.

Den franske sportsavis L'Équipe skriver, at Mads Pedersen 'ikke havde brug for nogen for at skabe overraskelsen' og vinde 'det hårdeste VM i det 21. århundrede'.

Avisen kalder også Mads Pedersen for 'modig blandt de modige' og beskriver, at han 'spillede sine kort til perfektion hen til spurten, som han smukt mestrede'.

Søndag var en af de største dage for dansk cykelsports historie.
Søndag var en af de største dage for dansk cykelsports historie. Foto: BEN STANSALL
Vis mere

Roserne kommer også helt fra Spanien. Sportsavisen AS kalder den danske verdensmester for 'en klippe', som var den bedste og stærkeste på en bestialsk dag under ekstreme forhold.

Også den britiske avis The Guardian understreger det frygtelige vejr. 'Et verdensmesterskab for gale,' sagde Valverde. 'Måske, men afgjort et for Mads'.

Pedersens sejr kaldes for 'uhørt' af spanske Sport, mens naboavisen fra Catalonien Mundo Deportivo skriver, at Pedersen er en 'brillant verdensmester på en storslået cykeldag'.

Hos vores norske naboer og Dagbladet siger den nationale cykelstjerne Alexander Kristoff, at det var 'imponerende kørt af Pedersen', og at det er 'kult for Danmark'. »De fortjener det her,« siger Kristoff til Dagbladet.