Mandag formiddag stod Mads Pedersen og kaldte dagens afslutning i Paris-Nice for en »lortespurt«.

Få timer senere satte han alle konkurrenter på plads og triumferede på anden etape af Paris-Nice, hvor det kun var centimeter, der adskilte ham fra dagens nummer to, hollandske Olav Kooij.

»Ja, jeg synes stadig, at det er en lortespurt,« svarede han kort efter etapen, da B.T. spurgte ham, om holdningen til dagens hektiske afslutning havde ændret sig.

»Det er bare den værste sprint, du kan køre. Ti kilometer, hvor det går ligeud, og så en rundkørsel 500 meter inden mål.«

Det var sindssygt tæt, da Mads Pedersen (med rød og hvid hjelm, i midten) vandt etapen foran Olav Kooij (i gult til højre).
Det var sindssygt tæt, da Mads Pedersen (med rød og hvid hjelm, i midten) vandt etapen foran Olav Kooij (i gult til højre). Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Han sammenligner den slags spurter med en vaskemaskine, hvor folk bare bliver kastet rundt. Det var så voldsomt, at han overvejede at trække sig flere gange undervejs.

»Der er folk overalt. Rigtig mange sprintere vil gerne sprinte, men den er svær at ramme rigtigt. Et par gange var jeg også tæt på at sige: 'Fuck det, vi gør det ikke i dag, fordi jeg ikke vil styrte',« forklarede Mads Pedersen, der vinder en etape for andet år i træk i Paris-Nice.

Én ting adskiller sig dog markant fra triumfen sidste år. Mandag anede Mads Pedersen ikke, om han havde vundet, da han krydsede målstregen.

Og han turde ikke fejre noget, inden sejren endeligt var bekræftet til hans side.

»Andre kom over og sagde tillykke, men det er bedre at vente lidt. Man ligner en idiot, hvis man begynder at fejre det, og man bliver nummer to,« sagde Mads Pedersen.

»Heldigvis gik det min vej i dag.«

Med sejren iklæder den 27-årige Trek-Segafredo-rytter sig både løbets gule og grønne trøjer.

Du kan læse B.T.s dom fra anden etape i Paris-Nice her.