Sidste års vinder af Tour de France, Chris Froome, er ude af årets udgave af løbet efter to styrt. Og det vil få dette Tour de France til at få et særligt eftermæle, lyder det fra den danske cykelrytter Brian Vandborg.

Fem etaper blev det til for sidste års vinder Chris Froome efter en forfærdelig dag for ham på brostenene onsdag eftermiddag.

For den tidligere Tour de France-rytter og nu for Cannondale, Brian Vandborg, vil det få stor betydning for løbet - også bagefter - når en så stor rytter som Froome er ude.

- Det er klart, at magtbalancen er rykket nu, og det er da en skam, at han er ude. Det er jo blandt andre ham, som alle har glædet sig til at se. Desuden vil der nok være tvivl omkring den rytter, der ender med at vinde. Var han nu også bedre end Froome, vil man tænke, siger Brian Vandborg.

Brian Vandborg forklarer, at der nu bliver lagt en masse ansvar over på Tinkoff-Saxo, som de ifølge Vandborg er klar til at tage på sig, da Alberto Contador nu er løbets altoverskyggende favorit, og der skal meget til for at ændre på det.

- Jeg tror, det vil kræve, at Alberto Contador kommer til at få en rigtig dårlig dag i bjergene, hvis en anden skal tage den samlede sejr. Nibali mangler eksempelvis stadig en del i bjergene, hvor Contadors accelerationer vil være for stærke til Nibali, synes jeg, lyder det fra Vandborg.

Chris Froomes farvel til årets Tour vil også få stor betydning for Sky-holdet, som Froome kørte på.

- For Sky-holdet vil de nu være meget demoraliserede, fordi de inden løbet havde lagt alt over på Chris Froome, men nu bliver det nok Richie Porte, hvis de skal på podiet, og det kan han også, fortæller Brian Vandborg.